Hjallese, 28. august 1985 – 21. oktober 2015
En æra i dansk blaf er slut. Afkørsel 50 ved Hjallese er gået bort.
Det var med stor sorg, at vi den 21. oktober 2015 måtte sige farvel til et centralt knudepunkt for blaffere i Danmark. Afkørsel 50, Hjallese ved McDonald’s. Mest bare kendt som blafferens Mekka. En evig kilde til gode lift i alle tænkelige retninger. Ved Hjallese kunne man skifte lift, når man kom fra Jylland og skulle til Sydfyn. Man kunne komme mod København, eller Jylland. Altid med mindre end 10 minutters ventetid. En enkelt mørk september aften fik jeg endda et lift til Odense centrum. By-blaf i mørke er ellers en ret umulig disciplin, men ved Hjallese var alt muligt.
Den 21. oktober lukkede de østvendte ramper på Hjallese og de nye ramper på Odense SØ åbnede. Dermed er det slut med at skifte mellem lift. Den 1. februar siger vi endeligt farvel, når også de vestvendte ramper lukker og bliver erstattet af den nye højhastighedsløsning på Odense SØ.
De fynske blaffere går en svær tid i møde, men vi vil huske Hjallese for de gode lift og de skønne mennesker, vi har mødt derude, og fortsat holde tommelfingeren opad.
Hvil i fred Hjallese.
Skrevet af @Anton Visby
– her: Hjallese, Fyn, Denmark.