Skrevet og blaffet af Tanja Kjeldgaard

“Er du løbet hjemmefra?”, et par 6-årige afmålende øjne kigger op på mig. Pludselig virker hele projektet håbløst: Klokken er halv ni. Om aftenen. Vi er i Skrydstrup of all places. En utrafikeret by næsten 40 km øst for dagens slutdestination, Ribe. Jeg har aldrig hørt om Skrydstrup og skal man tro de to unge gutter fra byen, som vi senere støder på, er jeg ikke gået glip af noget.

Jeg er bare ude at blaffe…

Min blaffer makker-Mikkel venter med tomlen fremme foran byens forsamlingshus mens jeg har fulgt lyden af nogle børnestemmer ned af en villavej for at få fyldt min vandflaske. Et par piger på løbehjul stirrer nu måbende op på mig, mens deres far er inde og hente vand. “Nahahahej, jeg er da ikke løbet hjemmefra, jeg er da bare ude og blaffe”, forsøger jeg overbevisende, men bliver selv i tvivl. Den yngste pige ser skeptisk ud: “Hvad er blaffe?” Den højeste, og noget ældre pige, begynder straks at hoppe ivrigt op og ned. Jeg bliver temmelig forvirret og det er først da hun har hoppet op og ned – “jeg kan forklare det” – et par gange, at det går op for mig, at hun også har en finger i vejret og, at jeg åbenbart har autoritet til at give hende taletid. Jeg giver hende et opfordrende nik: “Blaffe er når man gerne vil køre i bil med fremmede uden at betale for det,” lyder den mangelfulde definition. Så kommer faderen ud af huset. Han rækker mig min vandflaske og smiler undersøgende – “Nå…, man er måske blevet smidt ud af fyren derhjemme?” og jeg opgiver at forklare.

team silverfox

Mine tre holdkammerater fra Team Silverfox i friskt trav mod mere trafikerede veje. Fra venstre; Mikkel, Sigrid og Malene. Foto: Tanja Kjelgdaard

Sønderjysk security-kontrol

“Nu har I ikke en kniv med?”. Vi er lige rundt om hjørnet fra Gråsten Slot i det sønderjyske, da et midaldrende ægtepar holder ind. Når jeg blaffer i Danmark er det ikke dem, der tager mig op, som jeg er frygter. Det er ikke at blive taget op, der skræmmer mig. Derfor har jeg været bekymret for, om folk ville stoppe i den landsdel, der ved sidste valg, i stor stil stemte på et parti, der for mig er frygtens parti, tolerancens modstander og nysgerrighedens tyssende tante. Men er tilliden til det fremmede truet her, så synes løsningen hvert fald simpel. En kontant dame, foretager den mundtlige security kontrol, der er langt hurtigere end lufthavnens: Et afvejene blik på Mikkel, der er løbet hen til bilens fordør og en skæven over på mig. Nåja, og så spørgsmålet om kniven. Og så er vi igen oppe at køre. På tomlen. På tur. I det danske ganske land. Med bølgende gyldne kornmarker, velvillighed, og værter på forsædet, der drillende lægger ekstra tryk på de syngende sønderjyske gloser, så jeg må have hjælp til at afkode mine landsmænds jokes.

bondebabes

Bondebabes: Min blaffermakker Sigrid og jeg høster ‘landsmandspoint’. Her får vi både point for at muge ud og for at være klædt som landmænd på en gård lidt uden for Varde.

Når resursestærke rejser på røven

Hjemmefra, har jeg lært, at man skal tage ansvar. Man skal dele det man har, at de bredeste skuldre skal bære mest. Narrativet er, at det er mig, der som ressourcestærk forventes, at dele ud af overskud og engagement. Men vil man gerne dele, må man både kunne give og tage. Og jeg har aldrig rigtig lært at be’ om hjælp. Her kommer blaffekonkurrencen – in handy. Så har man en ‘anledning’ til at bede om hjælp i form af et lift: Vi skal have point, vi skal komme først, vi vil vinde konkurrencen, forklarer vi. Og således er det også mit konkurrencegen, der resulterer i, at jeg kort efter afgang den første dag på BLAF befinder mig splitteragende nøgen på et offentligt toilet. At blaffe er et uforudsigeligt eventyr. Et kontroltab af kaliber. Men også påmindelsen om, at hjælpen sjældent er langt væk, selvom (det kan føles som om) man står i lort til halsen.

Kansas, koli og kontroltab

“Har i badet i vandet!?! – det er fyldt med kolibakterier. I skal hjem i bad LIGE nu!”. Det er første dag på blafferkonkurrencen og jeg følges med Malene, som jeg ikke kender. Malene har en Pippi-agtig tilgang til at blaffe: ‘Det har jeg ikke prøvet før – så det er jeg sikkert god til’. Men det er svært at komme fra Vallensbæk og vi er jo med i en konkurrence, så da vi bliver sat af ved en strand, beslutter vi at score et ‘badepoint’. Vi skifter til badetøj bag en bakke, og det er først da vi får bakset os op over klitrækken, at en tung varm tanglugt slår ind over os. Men nu har vi badetøj på/hvad gør man ikke for at vinde. Og familien på badebroen mener desuden ikke, at der er grund til at lade sig skræmme af lidt tanglugt; dansk sommer – you know. Men kommune-kansas, der nu kommer styrtende mod os, er af en ganske anden opfattelse. “Vi er på en blaffekonkurrence,” panikker jeg, “vi kan ikke bare gå hjem i bad.” Men vi har med en handlekraftig dame at gøre – ingen skal dø på hendes vagt. “Der er nogle offentlige toiletter oppe ved cafeteriet – Mød mig deroppe om fem minutter,” beordrer hun.

tanja1 tanja2

På billedet er jeg ved at genvinde min værdighed og mit humør efter lyn-etagevask og afspritning Uvidende har vi været en tur i vandet syd for vallensbæk, hvor myndighederne i juli 2015 fraråder badning pga. E.coli bakterier. Foto: Malene

Helt ind til huden

Fem minutter senere svinger en mørk kassevogn op på fortorvet foran toiletterne, kansas-damen hopper ud med en håndsprit i hånden og genner os ind på toilettet. “Så er det af med tøjet piger.” Og selvom der er toiletbåse, er det tydeligt, at det her skal ske under opsyn. Stakkels den rengøringsmand, der få minutter senere åbner døren ind til toilettet og bliver vidne til dette scenarium: To nøgne piger, der med et virvar af vådservietter vasker sig mellem benene i en febrilsk kamp mod tiden og kolibakterierne. “Den rengøring må vente. Jeg skal have de her rene, de har badet i ‘koli’vand,” afgør kansaskvinden. Rengøringsmanden, der ikke ser skide pæredansk ud, fordufter chokeret og jeg får selv travlt med at speede afspritningen af de mere intime dele op, da jeg mærker kommune-kansas effektive hånd i cirkelbeægelser på min ryg og hører Malenes forsikrende, “jeg har selv smurt mine baller”.

ribe

Blaffer assistance i Skrydstrup: To friske fyre på 13 og 16 tilbyder os både overnatnings, godt selskab og hjælp til at få et lift ud af byen. Foto: Mikkel Ravn Jensen

Alle burde blaffe

Tilbage i Skrydstrup er jeg nået ud til forsamlingshuset, som allerede lever op til sit navn. Udover Mikkel er to unge fyre nu (for)samlet. De cirkler nysgerrigt rundt på deres mountanbikes med med fedjrede forgafler, og lægger ikke det fjerneste skjul på, at de ikke har noget bedre at tage sig til, end at overvære Mikkels og mit dødfødte projekt: At komme væk fra Skrydstrup. (Noget jeg forøvrigt fornemmer, at de selv har forsøgt på det meste af deres unge liv). Måske er forskellen på at blaffe og løbe hjemmefra ikke så stor igen? Væk fra det velkendte – og ud i alt det fremmede. Men til den hoppende hestehale kan jeg berolige; Det fremmede forbliver sjældent fremmed særlig længe. Så mens Mikkel og jeg tager en pause langs Skrydstrup hovedgade holder de to unge fyre både vores skilt og vores humør højt. Og skal jeg moralisere yderligere, så mener jeg sådan set, at det kan være meget sundt at løbe hjemmefra engang imellem. Hvad enten det så er fra “fyren derhjemme”, fra valgresultatet, eller, – who knows – Skrydstrup?

På de fem dage under BLAF 15, hvor deltagerne var ude på tomlen, kørte Tanja med 39 forskellige billister. Team silverfox: Sigrid, Malene, Mikkel og Tanja.