En dag på BLAF 2015
Duggen lå frisk i morgensolen på græstæppet i lysningen tæt på Ribe Seminarium, da vi poppede hovederne ud af teltene. Næsten alle deltagere var nået frem, mens andre først ankom tidligt om morgenen. Søvndrukne pakkede vi vores telte sammen og vandrede forventningsfulde mod Ribe Domkirke og dagens faste ritual: Overrækkelsen af de hjemmestrikkede tommelfingervarmere til gårsdagens vindere og udlevering af dagens etape og opgaver. Inden kl. 20.00 i aften skulle vi ankomme på Skarresø Festival ved Ryomgaard på Djursland.
Vores hold ’The Prestigious Parakeets’ (De Prestigiøse Papegøjer) vandrede i fælles flok ud til industrikvarteret, hvor vores veje måtte skilles. Mikala og jeg tog nordpå, hvor dagens mellemdestination var trækfærgerne Blishønen og Rørhønen ved Skjern Å, mens Olivier og Louise tog ruten østover. Vi kom hurtigt op med en ung herre, som var i færd med at lægge gulv i det nykøbte hus. Han havde været i STARK og hentet forsyninger, og selvom svigerfar ventede derhjemme, tog han os gerne med ud til rundkørslen, som var indgangen til Vestkystvejen.
Inden vi kastede vores tasker i græsset omkring rundkørslen og stak tomlen ud, hentede vi lige en kop kaffe på Shell. Med god tankkaffe i hånden gav vi en hyldest til landevejsblafning: Frem for at blaffe på motorvejen er der mere åben udsigt til landskabet, der er grønt græs og der er plads i rabatten. Vi nåede dog ikke at dvæle meget ved scenariet, da en lille gul bil holdte ind. Manden, som lavede byggemanualer hos LEGO i Billund, havde intet imod, at vi drak vores fyldte kopper i bilen. Han var et stilfærdigt og roligt gemyt, som ikke forcerede hverken samtale eller lytten. En ret unik og behagelig stilhed indfandt sig i bilen. Her føltes ingen forpligtelse til at fylde rummet med unødvendig tale.
Vi blev sat af i en ny rundkørsel, hvor vi begyndte at braine på ideen om at lave Blaffernationens egne skraldespande, som kunne placeres ved hyppigt brugte opsamlingssteder. Alle de dåser og McDonalds-efterladenskaber kunne blafferne da godt bruge ventetiden på at fjerne, tænkte vi. Vores sloganagtige rationale var, at bilisterne samlede blafferne op, mens blafferne samlede bilisternes skrald op. Vi var oppe at køre over ideen, så vi dokumenterede ivrigt skraldet i vejkanten. Efter 10 minutter var vi igen oppe at køre. Denne gang med Charlotte, som allerede var kørt forbi os én gang. Hun havde selv været i situationen som ung, så hun vendte om efter 5 km og kørte tilbage efter os.
Charlotte, som vendte om efter os. Se video hvor hun fortæller historien på Blaffernationen.
Landsbyen Tinghøj
Turen gik til landsbyen Tinghøj nord for Varde, hvor vi mødte de lokale herrer Monty og Juul. De inviterede på en frokostbajer i solen på bænken ude foran Brugsen. Her fortalte vi om BLAF og dagens opgaver, hvor windsurfing var øverst på listen. Monty, som var tidligere rockerformand i Esbjerg, afbrød og sagde, at de havde en sø med dertilhørende surfbræt i Tinghøj, og der kunne de da godt køre os hen. Eventyrlysten var i top, så vi slugte øllen og hoppede op bag på deres scootere med fuld oppakning. Inden vi havde set os om, havde vi surfet, drukket dus og Underberg (som vi havde i tasken), hørt både masser af historier fra levet liv og countrymusik fra Montys iPhone. Til sidstnævnte havde han selvfølgelig en transportabel højtaler i sit scooterhandskerum. Vi fik desuden Montys visitkort, da vi blev inviteret til Tinghøj til BLAF 2016. Her kunne hele holdet overnatte i telte rundt om søen, sagde han.
Badning og en Underberg ved søen i Tinghøj, Varde
Vi var ellevilde med de to herrer, så oplevebarometret var i top, inden vi kom videre med det næste lift. Et par i en lækker gammel spand. Damen var venlig og nervøst akavet, mens manden berettede passioneret om sin frivillige samarittjans. Drømmen var at blive speciallæge, men systemet spændte lidt ben, så nu var han i lære som automekaniker. De kørte os til fugleudkigstårnet ved Skjern Å, så der manglede kun seks km til trækfærgerne og de fem point. Vi forhørte os hos tyskere med kikkert og et andet naturvejlederpar, men der var ikke nogen, der skulle den vej. Vi forberedte os på en lang vandring med fuld oppakning i høj julisol, men så blev trædøren hamret op. Ind trådte mekanikersamaritten og udbrød forpustet: ”Der er jo seks kilometer til trækfærgerne. Vi så lige et skilt lidt nede ad vejen. Det skal I fandme ikke gå. Skynd jer at komme med, så kører vi jer derud.” (Billede fra bilen)
Endnu et karmaboost. Efter lidt dejligt færgetrækkeri opdagede vi tidspresset: Hvis vi skulle nå tværs over Jylland og til Skarresø Festival inden for tidsgrænsen, havde vi travlt.
Vi kom op med en speedsnakkende dame, hvis veninde for 27 år siden var blevet overfaldet af en blaffer, som hun havde samlet op. Vi takkede for hendes tillid og mod og hun kvitterede med masser af historier om de lokale særligheder. Min personlige favorit var, da hun afbrød Mikala med en pegen ud af vinduet: ”Dér ligger Danmarks største dækproducent!”
Vi blev sat af i Give. Her fortærede vi en pizza, mens vi begav os ud mod hovedvejen. Igen en klassisk duft af sommeraften med blå himmel og udsigt til
lækkert jysk landskab. Alt var idyl, men tidsgrænsen åndede os i nakken, og sms’er tikkede ind fra holdet med bekymrende beskeder om, hvor vi var. Et sødt ægtepar skulle mod Vejle. Vi kom et stykke hen til den direkte vej mod Horsens. Mens vi tog det næste lift videre med en ældre herre, som var lykkelig over at få en pause fra konen og campingpladsen (han skulle hjem og vande blomster), så tog det venlige ægtepar vores tomme pizzabakker med hjem i skraldespanden. ”Vi havde nok i vores tornyster”, som de sagde.
Den lige vej på afveje
Efter en lille deroute blev vi sat af ved Horsens og motorvejen mod nord. I komfortabel udmattelse kastede vi taskerne i græsset ved tilkørselsrampen, men der gik ikke lang tid, før vi igen var oppe. I al hektisk hast mistede jeg her mine elskede orange solbriller, men alt dette var lige meget for vi var på vej. Vi fornemmede at vi kunne nå det. Et ungt par fra Ålborg, som havde været i Givskud Løvepark, satte os af på hovedvejen lige nord for Århus. Her stod far og søn ved stakittet og nød en velfortjent fyraftensbajer. Her fik vi lige fyldt vores vandflasker op. De spurgte, som så mange andre, om der stadig er nogen, der blaffer, og om det ikke er svært at komme op. Svaret kom i skikkelse af en dansk walisisk mand, som skulle til Løgten, ikke langt fra Skarresø Festival. Nu var vi fandens tæt på. Men spørgsmålet ulmede i baghovedet: Kunne vi blaffe os vej helt ind i Djurslands grønne hjerte? Snakken gik og minutterne tikkede. Ankomst til Løgten i tiden 19.33. Stadig 27 minutter til tidsgrænsen. Han spurgte om adressen til vores destination og indtastede Ballevej 27 på GPS’en. Vi var 17 km fra Skarresø Festival. ”What the hell,” sagde han, ”jeg kører jer hele vejen.” Vi rullede vinduerne ned, skruede op for musikken og fløj gennem de cirklede bakkede veje. Vi inviterede ham på en festivalbajer, men han havde fået et par fyraftensbajere allerede.
Vores ankomsttid var 19.56 og derfra dansede vi trætte men lykkeligt opfyldte af dagens blaffereventyr til langt ud i skovnatten.
