Indlæg skrevet af Carsten Theede

Mine venner arrangerer årligt sportsrelaterede ture. VI ses ikke så ofte mere, da vi er spredt rundt i landet, så det er en god undskyldning for fest og for at samle alle de gamle drenge. Denne gang går turen til World Cup i windsurfing i Cold Hawaii, hvor tidligere rejser fx har gået til Wimbledon (tennis) og til Monaco (Formel 1).

Jeg skal helt fra København og har egentlig sagt ja, da jeg både elsker drengene men også Thy-egnen, som jeg tidligere har blaffet rundt i. I min entusiasme overså jeg, at jeg skulle undervise indtil kl 15 i København fredag eftermiddag, og de andre kommer allerede derop torsdag eftermiddag, og de fleste bor i Jylland. Jeg kiggede derfor på fly fra København til Ålborg fredag eftermiddag, hvorefter jeg skulle nappe et tog eller bus til Thisted/Klitmøller. Pointen er, at jeg ville ankomme sent fredag og min tvivl gik på, om det var for meget tid at bruge på transport for at møde drengene og bølgerne ved Cold Hawaii i godt et døgn. Det hele forekom umiddelbart uoverkommeligt.
Situationen har udviklet sig på den måde, at undervisningen slutter lidt tidligere, så jeg tænkte, at jeg formentlig godt kunne nå at ankomme i Klitmøller fra København inden det blev helt mørkt. Men derefter begyndte de gode blaffertanker at rulle og mulighederne at åbne sig. Jeg skulle selvfølgelig blaffe, tænkte jeg, og derfor fandt jeg mine kort frem. Så begyndte potentialerne at vise sig. Mit mindset ændrede sig hurtigt, og jeg så pludselig løsninger frem for barrierer. Rejsen blev nu ikke blot opfattet som en tur fra A til B men som en følelse af bare at være undervejs.

Ideerne væltede rundt i hovedet, fx om at nappe et lille telt med og så bare slå det op, når jeg fik lyst, eller når mørket gav mig et kærligt skub. Det kunne være på den jyske hede et sted, i krattet på en rasteplads eller i haven eller laden hos en venlig sjæl. Nu var det hele ligesom muligt, og det gjorde heller ikke noget, at jeg først kom frem lørdag formiddag, fordi jeg jo var i gang med at opleve frem for bare at komme frem. Nu tænkte jeg også, at delmålet kunne være at overnatte ved min gode ven Stefan, som for nyligt er flyttet til Struer og benytte muligheden for at se ham igen og hans nye sted. Det er nu planen, som måske ændrer sig undervejs.

Det overstående er, hvad blafferi eller tanken om blafferi gør ved mig. Verden åbner sig, forhindringerne forsvinder, da jeg fra erfaring ved, at alt ordner sig og ting sker, når man stikker tomlen ud. Det er det mindset, der er så fandens vanedannende.

Screen Shot 2016-08-27 at 2.55.53 PM

Se mere om World Cup i Cold Hawaii i Klitmøller, Thy her: http://www.worldcup.coldhawaii.com/#intro-section