En tommelskulptur opstår: Byrumsintervention og handlekraft i fællesskab

Her i weekenden lavede Blaffernationen en kæmpestor Tommeltotskulptur, som skulle agere både funktionelt blafferstoppested og kunstinstallation på Deleøkonomisk Folkemøde 2017 i Aarhus. Formålet var at vise, hvordan man kan bruge eksisterende ressourcer på en mere intelligent og kreativ måde. Vi ville sætte fokus på de pladsressourcer, der er i bilerne samt de træressourcer, der eksisterer og som bare bliver brændt, kasseret, smidt i storskrald osv. Hele skulpturen blev nemlig bygget udelukkende af affaldstræ, som var venligst doneret og hentet hos alverdens gavmilde institutioner og borgere i Aarhus.

Her er det næsten færdige resultat, hvor vi både fik bygget en storebror og lillebror, så der er tomler nok til alle mand. Vi fik designet en alternativ køretavle af professionel tegner Mia Pallisgaard og lasercuttet skiltet af Ole Thomasen fra FabLab i Silkeborg.

Carsten Theede fra Blaffernationen

Vi fik konstrueret ‘negle’ eller ‘fingretrapper’, så man kan kravle op og tomle eller bare sidde på toppen. De er på hver side, og der blev også hængt et fint lille deleskab op, så man kan dele sine bøger, blafferskilte eller andet godt til rejsen. Man kan tilmed søge ly for regnen indeni tomlen, hvor der også er placeret bænke. Rummet indeni tomlen skal mime rummet i blafferbilerne, hvor man kan sidde og få en samtale om verden, hverdagen eller andre virkeligheder med fremmede mennesker og lære nyt om sig selv og vores fælles tredje eller bare have en hyggelig snak om vand og værd. Brug den, hæng ud og kravl op på den, gå ind i den eller deponer dine skilte til tomlen og de næste blaffere.

Tak til alle deltagere på dagen og alle dem, der fik det til at ske

Alt kunne faktisk lade sig gøre her i weekenden, hvor vi byggede alt fra bunden. Vi havde samlet og fået doneret alt materiale fra gavmilde private givere samt fra REUSE og Institut for X, som begge steder var glade givere og glade for at komme af med affaldstræ, som var guld for os.

Med et kompetent sjak byggede vi så søndag hele skulpturen op fra bunden. Trækunstner Mikael Hallstrøm Eriksen var hovedarkitekten bag showet mens bidragsydere kom blaffende og rullende til for at hjælpe med at bygge. Mange tak til udsøgt samarbejde til Claus, Palle og Marian, som udviste lækker handlekraft og tommeliver. 


Initiativet har været undervejs længe, da Blaffernationen også er i gang med et projekt om at få etableret officielle blafferstoppesteder og udviklet formaliserede undertavler med påskriften ‘Blafferstoppesteder’ i Københavns Kommune. Blaffernationen har allerede sendt en dispensationsansøgning ind til Vejdirektoratet i samarbejde med bæredygtighedsprojektet Sharing Copenhagen. Bearbejdelsen af en ansøgning tager tid, så vi har forsøgt at starte nede fra i stedet. Det er nemmere at få lov til at eksperimentere med midlertidig og kunstnerisk byrumsarkitektur til festlige events, så derfor tog vi kontakt til den professionelle kreakunsts byggematador Jonas Pindhund, som også selv er ivrig ift. at gøre det nemmere at blaffe. Se med her, hvor han opstiller et hurtigt blafferstoppested i Egå nord for Aarhus. Derefter kom vi kontakt med sekretariatet bag det Europæiske Kulturhovedstadsprojekt 2017 i Aarhus og faktisk den ene ja-hat efter den anden i Aarhus Kommune med über-ja-hatten Jesper Laursen i spidsen. Tommelskulpturen var en del af Givisme-projektet, som virkelig er et gik værd og Givismevejen, som den store trætommel var en del. Det hele handler i sin enkelthed om at give uden at forvente at få noget igen, og at der på den måde opstår magi. Vi kunne ikke være mere enige med Jonas ‘Pindhund’ Hallberg og Thomas Vovemod Lütken (billedet øverst), som har udtænkt det fantastiske projekt.

Tak for støtten og hjælpen:

Støtten fra Aarhus2017 – Europæisk Kulturhovedstad
Teamet fra Borgmesterens afdeling, Aarhus Kommune bag Deleøkonomisk Folkemøde (Jesper, Tine, Line, Mai og Marianne)
Teamet bag Givisme-projektet (Jonas Pindhund, Thomas Vovemod, Jesper Laursen og Tove)
Ole Thomasen, FabLab Silkeborg
Mia Pallisgaard, Procesværkstedet for design af den alternative kørselstavle
Palle, Marian, Claus, Eske og Silas for at bygge på dagen
Til de frivillige på dagen (vores naboer), som hjalp med at bygge lillebror færdig
Tak for snakken til folk, der kiggede forbi 🙂

Tak til trækunstner Mikael Hallstrøm Eriksen (design, udvikling og bygning) for sjovt og kompetent samarbejde.