JEG TILSTÅR: Disse sætninger skrives fra skibyen San Carlos de Bariloche, som fungerer som det oprindelige mål for undertegnedes hitchhiking-tur fra syd til nord i Patagonien. Det skal desværre allerede nu afsløres over for den kære læser, at den sidste strækning hertil blev nået i en bus. Mere om dette senere.
Puerto Natales er en doven lille by, der fungerer som udgangspunkt til nationalparken Torres del Paine, der kan blære sig med udsigter til store levende floder, tårnhøje bjerge dækket af sne, og gletchere, der brøler og larmer gennem landsskabet. Efter et par dage her gik hitchhiking-turen videre nordpå mod Patagoniens egentlige højdepunkt – El Calafate, der huser gletcheren Perito Moreno.
Vi satte ud fra Puerto Natales tidligt om morgenen, i håb om at nå til El Calafate på samme dag. En overkommelig opgave på omkring 270 kilometer. En gåtur ud af byen senere fandt vi os selv – min rejsemakker Emil og jeg – stående med en udsigt til snebeklædte bjerge og vores evige rejsemakker, vinden. Efter kun 30 minutter blev vi samlet op af en vaskeægte gaucho. En gaucho er den sydamerikanske version af cowboy’en. Gaucho’en er samtidig et nationalt symbol for både Argentina, Chile, Brasilien og Uruguay, og er anerkendt i især den sydamerikanske litteratur fra det 18. og 19. århundrede. Marco, vores chauffør i dag, gik således rundt i traditionelle cowboybukser, hvid skjorte, en meget stor sixpence hat, der gemte på nogle lange sorte lokker. Han kørte rundt i en klassisk hvid pick-up truck og hans ansigts rynker og farve vidnede om mange år i den hårde natur i Patagonien. Som det måske er karakteristisk for disse typer mennesker, var Marco en meget stille person, der kun sagde meget få ord på vores køretur ind i Argentina.
Efter en hurtig grænseovergang blev vi sat af i den søvnige pueblo Río Turbio, hvor vi ikke engang fik tid til at drikke en kop kaffe, før vi blev samlet op igen. Denne gang var vores redningsmand en ung fyr ved navn Nicholas på omkring 24 år, der læste til neurolog på universitet. Han talte relativt godt engelsk, hvilket er sjældent på disse kanter, og således var han interesseret i at høre om vores rejse, hele vejen fra Ushuaia i syd. Selvom man er en klog neurolog kan man dog godt have en forfærdelig musiksmag, og på de cirka 235 kilometer blev vi forkælet med blandt andet et Nintendo-remix af Miley Cyrus’ ”Wreckingball” samt et mashup af Papa Roach’ ”Last Resort” og ”Rollin’” af Limp Bizkit. Nicholas var dog en meget sød fyr, der satte os af lige ved vores destination i El Calafate, et par timer senere.
Perito Moreno gletcheren er en af de i alt 48 gletchere i Patagonien, som udgør over en tredjedel af verdens ferskvand. Hvad der gør den 250 kvadratkilometer store Perito Moreno gletcher unik er, at den kun bliver større, mens langt de fleste gletchere bliver mindre og mindre. Ved første øjekast er isformationen voldsom stor og minder mest af alt om ”The Wall” i serien Game of Thrones. Flere gange var vi vidne til, at store stykker is brækkede af gletcheren og faldt ned i det kolde vand, til lyden af hujende tilskuere fra hele verden. Trods gletcherens vokseværk er frekvensen af disse afbræk af store stykker is et tragisk vidnesbyrd om klimaforandringerne, og således fremstod de hujende tilråb fra tilskuerne som en absurd tilskyndelse af global opvarmning forårsaget af den menneskelige race.
Nuvel, Emil og jeg viftede med det danske flag og andre ting, da vi hoppede i det iskolde ferskvand ud for gletcheren, til de lokales store overraskelse.
Næste stop på vores færd nordpå var ruten til El Chalten, der er en klassisk pueblo, hvorfra man kan tage flere trekkingture op i de sydlige Andesbjerge. Tidligt om morgenen, som sædvanligt, stod vi op i El Calafate og bevægede os de 2-3 kilometer ud til bygrænsen, hvor vi pænt måtte stille os i kø efter to hold af hitchhikere. Den uskrevne lov må og kan ikke bøjes.
Vinden var igen med på tur, og efter en time uden for El Calafate frøs vi helt ind til knoglerne. Efter at have hitchhiket i bl.a. Østeuropa, Afrika og Kina står det ret klart, at der er en klar fordel at være et hold af to mennesker, når man hitchhiker. Tidspunkter som dette, når det blæser, det er koldt, bilerne bare kører forbi, og regnen hilser på, kan moralen falde dybt. Her er det vigtigt at have selskab til at vedligeholde troen på, at det nok skal lykkes. Og det gjorde det også.
Et hvidt folkevognsrugbrød kørte forbi os i høj fart, men 2-3 minutter senere kom det tilbage til os. Ud steg en høj fyr ved navn Anton, og bød os velkommen ind i, hvad der kun kan beskrives som et mobilt hjem. Anton var fra Hamburg i Tyskland, og sammen med sin brasilianske hustru Michele kørte han nu rundt i hele Sydamerika. De boede i Rio de Janeiro, hvor Anton underviste i kyst-ingeniørarbejde ved universitetet, men nu var de på en 4-måneders bryllupsrejse fra Brasilien til Patagonien, og dernæst nordpå til Peru.
El Chalten er endnu en klassisk lille søvnig by, der kun fungerer som et mobilt tilløb til bjergene og de smukke søer i det omkringliggende område. Vi nød dagene ved at trekke og bade i lagunen ved det store Fitz Roy bjerg, men vejret begyndte at gå os imod. Regnen og vinden blev en evig følgesvend i disse dage, og efter et par dage var vi også klar til at tage videre nordpå.
Målet for denne hitchhiking-rejse var, som tidligere beskrevet, byen San Carlos de Bariloche, og tidligt en torsdag morgen stillede vi os ud foran El Chalten for at rejse den sidste distance der til. Det regnede, vejret var gråt og det blæste en halv pelikan. Alligevel fik vi holdt humøret højt, og vi fik to lift nordpå ad rute 40, først af en gammel mand ved navn Mateo og hunden Terry, der havde en forkærlighed for ”What is Love” af Haddaway og et tvivlsomt cover af Katy Perrys ”Roar”, og dernæst af Hector, der satte os af i landsbyen Tres Lagos.
Tres Lagos blev hitcchiking-turens endelige hvilested. Regnen, vinden, og de kun 15 biler på 3-4 timer vidnede om, at vi havde nået ingenmandsland. Desuden havde undertegnede mistet sit dankort, hvilket betød, at jeg skulle bevæge mig mod den danske ambassade i Santiago i Chile inden for en rimelig periode. Alt dette, samt tilbuddet om en billig busbillet hele vejen til Bariloche, fik os til at stikke halen mellem benene – indrømmet – og stoppe vores færd mod Bariloche udelukkende ved hjælp af hitchhiking.
Nu hvor jeg sidder her i Bariloche, træt og lykkelig efter flere uger på landevejene, tænker jeg over hvorfor denne transportform ikke er mere udbredt i Danmark. Det er vel også et symptom på vores generelle behov for privatliv, selv i det offentlige liv. Vi handler ind i supermarkedet uden at snakke med de andre, vi pakker os i vores biler, vi stikker høretelefonerne i ørerne i DSB-togene. Kommunikation i det offentlige rum findes mindre og mindre, og er mere og mere begrænset til hvad der er højest nødvendigt.
Måske hvis vi interesserede os mere for vores medmennesker, åbnede vores hjem og biler op for fremmede, og sagde hej til folk på gaden, kunne vi genopdage en tillid mellem os. For det skaber tillid at hitchhike. Det skaber tillid til den menneskelige race at vide, at fremmede mennesker vil os det godt. Og tillid mellem os er en ekstremt undervurderet størrelse, som vi må og skal bevare, koste hvad det vil.
Tusind tak for fantastiske beretninger fra Patagonien og Sydamerika til Morten Eisby!
Læs de to første etaper på Mortens egen side på Blaffernationen her.
Læs også mere om, hvordan du kan være med eller få din egen side.
