Jeg har de sidste tre ture haft heldet med at blive samlet af nogle billister som viste sig at kende min familie på besynderlig vis. Hvilket har været til positiv overraskelse og startet nogle interessante samtaler i bilerne.

Kartoffelavleren fra Sminge

I forrige weekend da jeg tog turen, rejste jeg med et ældre ægtepar, som samlede mig op i Silkeborg. De skulle til fødselsdag i Vestjylland og kunne køre mig til Hammerum, inden de drejede syd om Herning. Den ældre herre Poul som kørte bilen, fortalte mig at han i sine unge dage selv havde taget rejsen mellem Odense og Viborg på stop rigtig mange gange, fordi han på daværende tidspunkt var soldat på kasernen i Odense. Hans kommentar til det var, at dengang så man 600 soldater hver fredag eftermiddag stå fra kasernen og ud af landevejen fordi de alle skulle hjem på weekend. Det var dengang, der ikke var gratis offentlig transport til værnepligtige, men de trods alt havde nemt ved at komme rundt pga. deres uniformer.

Jeg tror, at de generelt havde nemmere ved at komme op at køre med nogen, fordi de var så mange, som tog rejsen på stop, så bilisterne var vant til at se dem på vejene. De har også haft uniform på, som har en betydelig faktor.
Idag er vi blaffere ikke mange sammenlignet med de soldater, som skulle hjem hver weekend. Hvilket bidrager til at blaffere i dag er et særsyn, og nok lidt mere et syn som opleves igennem bilruden end en person som bliver samlet op. Sådan lyder det hvert fald, når man snakker med den gængse dansker om blafning.

Poul og hans kone er førhenværende kartoffelavlere fra Sminge, som idag stadig bor på deres gård og udlejer parkering til campingvogne og biler i deres maskinhuse. Jeg fangede hurtigt nøgleordet “kartoffelavler” og blev nødt til at høre nemmere om Poul kender min bedstefar og farbror, eftersom de har været og stadig er kartoffelavlere nordfor Herning. Og rigtig nok så kender Poul både min bedstefar og farbror gennem deres erhverv. Jeg glædes over at mindes min nu afdøde bedstefar og indleder en samtale om deres fælles fortid.

Fars gamle efterskolekammerater

På min tur fra Herning til Århus stiller jeg mig på mit vante blaffersted nord for Herning inden motorvej 18, efter små 3 minutter bliver jeg samlet op af Søren og Karin fra Sunds, som skal hele vejen til Århus. Det er det helt perfekte lift, og det ender med at tage mig 55 minutter fra jeg stiller ud til vejen i Herning til jeg træder ind i min opgang i Århus C.
Jeg kommer ind i Søren og Karins bil og får at vide, at de skal besøge deres datter i Århus. Vi får snakket lidt om min bedstemor som bor i Sunds og, at jeg plejede at stå på rulleskøjter som barn i Sunds. De virker meget interesseret i at høre hvad mit efternavn er, og jeg finder da også med det samme ud af hvorfor. Karin genkente mit krusede hår med deres fælles tidligere efterskolekammerat fra Sommersted. Nemlig min far. På den måde fik vi hurtigt dannet grundlaget for en uafbrudt og meget interessant snak den følgende lille time. Karin og Søren viste sig at have rejst meget i deres 20’ere, og jeg fik en god fornemmelse af, at de foretrak at rejse på et lavbudget ligesom jeg selv er tilhænger af. De fortalte, at de havde tomlet med en roadtrain i Australien. Det er en betegnelse, som bruges om de store lastbiler, som australierne bruger i deres backcountry til at køre på tværs af kontinentet. Lastbilerne plejer at have 4-6 anhængere efter sig. En køreoplevelse som ikke mange danskere får muligheden for at prøve, men det er en blaffererfaring, som jeg ser en sjov udfordring engang at lykkes med.

Alder er ingen undskyldning

Tilbage i Århus skal en kammerat og jeg til Herning den efterfølgende weekend. Vi kommer først til Silkeborg med et ungt forældrepar som er på tur mod Himmelbjerget med deres 2-årige datter. I Silkeborg får vi lov at vente 10 minutter inden en kvinde, som viser sig at være 78 år, ruller ind i vejgrøften og samler os op. Hendes barnebarn på 23 er også en ivrig blaffer, så bedstemor synes bare det var passende at tage os med, nu når vi jo egentlig så så tilforladelige ud. Vi er to fyre, som begge rækker over 1,90 meter i vejret. Det tiltrods, så var bedstemor bare utrolig sej, og tog os med i hendes bil, vi hørte om hendes 4 børn og hendes liv som folkeskolelærer i Midtjylland. Hun skal til Haderup og kører lige forbi mine forældres gård. Derfor får vi et lift ind i vores gårdplads, hvor mine forældre hilser på kvinden og får startet en lille samtale.

Det har været mine sidste 3 tre blafferture mellem Århus og Herning. Alle tre gange har jeg været hurtigere end togtiden mellem Århus H. og Herning St. Blaffertiden jeg har angivet tæller fra jeg går ud af døren i Århus og til jeg træder ind i døren af Herning og omvendt. Jeg er derfor sikker på at med en masse positiv omtale, så kan vi belyse samkørselsmulighederne ved bare at stille sig ud til hovedvejene. Det er eventyrligt og man kommer altid op at, køre med de bilister som har lyst til at møde blafferen, der står med et bredt smil og et glimt i øjnene.