Skrevet af Julie Hansen fra Gerlev Højskole

Fordomme er noget, vi alle kender til. Fordomme skabes tit på baggrund af historier vi hører, erfaringer, oplevelser eller som en forsvarsmekanisme mod noget ukendt eller noget vi føler en vis usikkerhed omkring.
Jeg er altid blevet opdraget i den tro om, at der i alle mennesker, er gemt noget godt. Jeg er blevet lært, aldrig at dømme folk, før jeg faktisk har givet mig tid til at lære denne person at kende og ikke drage konklusioner på baggrund af andres udsagn. Men kan vi ikke godt blive enige om, at det er rigtig svært?
Som blaffer er jeg nødt til at lægge alle mine fordomme på hylden. Når jeg står ved vejkanten ned mod motorvejen, skal jeg kun koncentrere mig om én ting – stikke min strakte arm ud, putte tommelfingeren i vejret, måske også mit skilt, og håbe på at folk, skal samme vej som mig og at de er så fordomsfri og åbne nok til at samle sådan en som mig op – en helt almindelig højskolelev, som mangler et lift.
Når jeg står der i vejkanten, krydser jeg mine fingere på den ene hånd og stikker en anden ud i vejret, i håb om at nogen vil give sig tid, til at samle mig op og har mod, på at gøre det.
Som blaffer får du mere, end du selv giver – det er svært at sige nej til en sådan oplevelse, som giver dig mulighed, for at lære nye mennesker at kende, samtale i et frit rum og nyde hvordan mennesker, er afhængige af hinanden.

Min første tur som blaffer, var sammen med en af mine bedste venner. Vi var på vej hjem fra rejse sammen med højskolen og i flyet spurgte han mig, om jeg kunne tænke mig at blaffe sammen med ham hjem. Jeg husker, hvor meget det krævede at putte tommelfingeren ud i vejret og faktisk vise, hvor afhængig jeg pludselig var, af alle de bilister der kom forbi. Efter ikke særligt lang tid holdte en kassevogn ind og en gammel mand steg ud. Han kørte fra København til Kalundborg hver dag og fortalte, hvordan han hver aften kom hjem til sin kone, som altid havde mad klar til ham. Han fortalte sin livshistorie, om hvordan han var opvokset i England, havde gået på kostskole og havde fundet til Danmark pga. Kærlighed til sin kone. Han havde spillet squash siden han var helt ung og spillede stadigvæk hver torsdag aften sammen med alle de andre pensionerede professionelle, som han kaldte dem. Jeg kunne mærke, hvordan det af blaffe, stille og roligt voksede på mig. Jeg var blevet forelsket i det frie rum, der eksisterer i en bil, når to fremmede mødes på så få kvadratmeter. Jeg kan stadigvæk få en følelse af, at jeg har snydt den person, jeg kører med, fordi jeg ikke giver dem en form for betaling af deres tid. Men så slår jeg mig selv i hovedet og prøver at få øjnene op for, hvor forkert det er at gøre alting op i penge. Du giver dem selskab, du giver dem tidsfordriv, du giver dem gode historier, som de kan fortælle om til aftensmaden og til deres venner – og på samme måde, får man det samme igen.

 

Den blaffertur jeg husker bedst er den, der var længst og den, hvor jeg for første gang var alene afsted. Jeg blev ret hurtigt samlet op af en fyr, der hedder Christian. Christian havde dengang, lige startet sit eget firma op, fordi har var træt af autoriteter og folk der skulle bestemme, hvordan han skulle gøre sit arbejde. Christian fortalte så meget om sig selv og jeg tror, et eller andet sted at han virkelig, havde brug for at snakke med en person, som ikke kender ham, en som ikke dømmer ham ift. hans fortid. Jeg kunne mærke, hvordan Christian brugte det her frie rum i bilen, til at lægge hans tanker frit for, tale og høre en fuldstændig objektiv mening omkring mange ting. Det jeg bed mest mærke i, var historien, hvor Christian fortalte om hans kamp mod posttraumatisk stress og, hvordan det havde fyldt i så mange år og, hvordan han nu er kommet ud på den anden side, hvor han har stiftet familie og, hvor hans energi bliver brugt på egne interesser. Jeg har ikke behov for at gå i detaljer med historien for det, der var mellem Christian og jeg i den bil, var et personligt og frit rum, hvor der ikke blev dømt på nogen måde. Det er svært at finde et andet sted med et fremmed menneske, hvor du får lyst til at fortælle personlige historier og, hvor du også får så god en lytter – uden det koster penge. Det er en form for terapi.

Jeg tror på, at det at blaffe, giver dig livserfaring. Du lærer at stå på egne ben, du lærer at tabe kampe ift. lifts, men lærer også, hvor god en følelse det så er at vinde. Du lærer noget om dig selv, men vigtigst af alt lærer du også noget om og af andre.
En ting der altid er i mit hoved efter min erfaring med at blaffe er, at du aldrig kan møde et andet menneske, uden at lære noget af dem.
Så tro på dig selv og spring ud i at blaffe, enten alene eller sammen med gode venner. Tro på andre og tro på dig selv.