En blaffetur på 3 dage, 2 store opgaver og en masse små opgaver lød beskrivelsen på. Min gruppe og jeg skulle fra Højer til Esbjerg den første dag. Det var første gang jeg nogensinde prøvede at blaffe, så det var en stor udfordring for mig at skulle gøre det i hele 3 dage. Jeg har et par venner, som har prøvet det før og hørt deres historier, så jeg var lidt forberedt på det. Dagen kom og vi stillede os ud til vejen, og efter 10 min fik vi vores første lift af en dame, som skulle fra Højer til Tønder og videre til Esbjerg en time senere, hvilket passede perfekt for os, for så kunne vi lige nå et par opgaver i Tønder, før turen gik videre til Esbjerg. Om aftenen sad vi ved et shelter sammen med en anden gruppe. Vi snakkede om, hvor hurtigt vi var blevet samlet op modsat den anden gruppe, som brugte meget længere tid på at komme hen til shelteret, og vi blev enige om at vi nok bare var rigtig heldige.
Dagen efter fik vi en masse lifts af flere søde og rare mennesker, og en fælles ting ved det hele var, der disse gange også gik max 10 min, før vi blev samlet op. Jeg var begyndt at tænke, at det her med at blaffe var ret nemt og sjovt. Ventetiden var mindre, end hvis jeg skulle vente på en bus. Vi fik et lift til Thorsminde, og her fik vi for første gang modgang på vores rejse. På vores rejse havde vi taget et par festivalstole med, som vi kunne bruge, hvis vi nu skulle vente på et lift i længere tid. Efter en halv time tog vi stolene frem. En halv time mere gik, og vi havde stadig ikke fået et lift. Vejret udenfor var koldt, og det blæste meget i Thorsminde. Vi sad endnu en halv time og var stadig ikke blevet samlet op. Om aftenen skulle hele skolen mødes for at spise og sove sammen. På dette tidspunkt var vi den eneste gruppe, som ikke var dukket op. Vi fik et opkald fra vores lærer Carsten, som spurgte hvor langt væk vi var. Samtalen endte ud med at hvis vi ikke kunne få et lift inden for en halv time, så kom han og hentede os, for folk var begyndt at blive sultne, og de kunne ikke vente hele aftenen med at spise. På dette tidspunkt havde vi nu ventet i halvanden time og var ved at give op, men så sagde vi til os selv, at det her kunne vi godt klare, så vi holde kampgejsten oppe og blev ved med at blaffe. Et kvarter efter kom en dame gående og fortalte os, at hvis vi ikke var kommet med et lift inden hun havde været hjemme med hunden, så ville hun give os et lift til der, vi skulle hen. Det endte med hun kørte os til mødestedet, og vi havde klaret turen uden at blive hentet. Vi havde klaret at blaffe hele vejen selv.
Hvad kan jeg så tage med fra denne begivenhed?
Nogle gange går det let, og nogle gange går det ikke så let, hvilket er en ting jeg sagtens kan relatere til andre projekter i livet. Aldrig giv op uanset hvor hårdt det bliver, for hvis du fortsætter med at kæmpe, så vil du også finde en løsning på et tidspunkt.
Mvh Jesper