Skrevet og blaffet af Asger Beyer

Dag 1: “Jeg bliver nød til at sætte jer af her, jeg skal i den anden retning” fik jeg at vide igen og igen, og at blive sat af midt ude på en ødet landevej kan være lidt demotiverende, men man tager jo hvad man kan få når man er ude at blaffe. Så det er ud til vejen igen, tomlen og skiltet op og håbe på, at en af de næste biler kan få en lidt tættere på.

Dag 2: Jeg blev samlet op lidt ud for en lille by, Outrup, hun havde lige hentet en bil og så mig ved vejkanten. Jeg blev glad for jeg havde ikke stået der i særlig lang tid. Hun fortalte en masse om Skjern (min destination) og tilbød at køre mig helt ind i byen, selvom hun egentlig skulle have drejet af meget inde. Hendes undskyldning var, at bilen alligevel var tanket helt op, men jeg var alligevel utrolig taknemmelig for turen. Jeg kom til at tænke på hvad der var i det for hende, men turde ikke spørge hende. Hvad kunne hun svare? 

Efter en formiddag i Skjern var det videre mod Dybe Mejeriby og jeg var kommet til en rundkørsel i retning mod Ringkøbing, her ventede jeg lidt, næsten kun lastbiler kom kørende forbi. Mine ben var begyndt at gøre ondt, men ud af det blå holdte en hvid varevogn ind til side og en kvinde sprang ud af bilen for at hjælpe mig med tasken. Hun havde været i Skjern for at købe en lygte til bilen, og havde tænkt at jeg nok aldrig ville komme ud af industrikvarteret. Vi faldte i snak og jeg spurgte ind til hendes hjemstavn. Det besvarede hun med en gåde. “Hvilket land har vundet VM i fodbold 5 gange?” Og mig som den mest uvidende hvad angår fodbold nævnte mindst 7 lande før jeg kom på Brasilien. Vi snakkede lidt om vores familier og så kom jeg på spørgsmålet hvordan blaffer traditionen er i Brasilien. Hun sagde at det var meget farligt, egentlig både for personen som blaffer, men også bilisten som samler op. Her har jeg været undervejs i snart 24 timer og slet ikke overvejet situationen at jeg kunne blive overfaldet, bortført eller noget lignende. Efter en halv times kørsel sagde hun at hun snart skulle væk fra den store vej. Jeg sagde på forhånd tak for turen og spurgte ind til hvor det var bedst, at stå hvis jeg skulle videre nord på mod Lemvig. Hun overvejede i et sekund og sagde så, at hun kunne da sikkert lige køre mig lidt videre op til over Ringkøbing. Jeg tjekkede lige kortet på min telefon og så at hun havde tænkt sig at køre mig hvad der svarede til en times kørsek for hende. Jeg takkede ufatteligt meget og så kom tanken tilbage fra turen mod Skjern. Det var som om hun kunne læse mine tanker, fordi hun svarede på mit spørgsmål da hun sagde at hvis hun gør noget godt, jamen så når hun står i samme situation, det bliver nok ikke lige blafferi tilføjede hun, så kan hun håbe på at hun får det igen. Kort sagt, karma. En smuk tanke og en god måde at leve på, tænkte jeg.

Da jeg kom ud for Ringkøbing på vejen mod Lemvig, så gik der knap fem minutter før en ung pige, som egentlig var kørt forbi mig, kom tilbage. Hun var fra Ulfborg, som var et godt stykke tættere på, kun en halv time fra den endelige destination. Dakke dakken var høj i bilen og humøret var højt hos os. Hun spurgte ind til, hvor det var jeg skulle hen. Da jeg fortalte hvor det var, kiggede hun skeptisk på sin bil og sagde så: “Jeg kender menneskerne i Ulfborg, de samler ikke nogen op, du kommer til at stå der i laaang tid.  Jeg kører lige hjem henter nogle penge så jeg kan tanke, men ellers kan jeg da sagtens køre dig hele vejen.” Jeg tænkte igen på hende den brasilianske dame, og på karma, men i stedet for at håbe på noget godt tilbage, så var det fordi hun havde mistet tiltroen til hendes medmennesker. Det var både trist, men alligevel tegnede det hende som en mønsterbryder, fordi hun gjorde det af ren næstekærlighed, ikke fordi der var noget i det for hende. 

Dag 3: Nu havde jeg fået et bedre lys på blafferi og det stoppede ikke der. Kolding var det nye mål. En ældre herre kørte mig et godt stykke, helt ned til Holstebro. Da jeg steg ind i bilen sagde han at han skulle skynde sig til Struer, hvilket var i helt den anden retning, men trods det kørte han mig i en hel time, indtil han satte mig af på den anden side af Holstebro mod Kolding. Efter historier om hans ægteskab og konens intentioner om at købe en autocamper, stod jeg ved vejen og havde atter igen tommelfingeren oppe. Det tog et godt stykke tid og det er lidt hårdt at se næsten tomme biler køre forbi en når de skal i samme retning alligevel, men det var det hele værd da en gymnasie elev holdte ind ved siden. Han var fra Holstebro, men skulle til Billund. Han arbejdede for Legoland og sagde at han kunne få mig ind hvis jeg havde lyst (jeg havde lyst). På vejen fortalte han hvad han skulle i Billund, hvilket var den meget forsinkede aflevering af en biblioteksbog. Han havde fået at vide at han skulle være der samme dag, ellers ville regningen stige en del, så han sagde at han var da glad for at se en blaffer, for så var turen lidt mere værd. Det er vel egentlig hele pointen med blafferi, at man alligevel skal fra A til B, så hvorfor ikke tage nogen med som skal samme sted hen, men der er så meget mere bag det.