skrevet af Carsten Theede
Med 4 prominente politikere i Vejkantsdanmark
Vi vil gerne pifte folketingsdebatten lidt mere op, og gøre den lidt mere folkelig, sjov og mangfoldig. Vi vil tage den ud af Folketingssalen på Christiansborg, ud af Deadline-studiet, clickbait-medier og ud af de hurtige indslag og ind i blafferbilerne, hvor langsomheden og den gode åbne anerkendende debat foregår og, hvor vi rent faktisk møder mangfoldigheden af det danske folk. Det er her vi får ansigt og en personlig fortælling på kategorien og de grupper af mennesker, som vi hører omtalt i medierne og i diverse politiske forslag. For hvem er ‘de varme hænder’, ‘håndværkerne’, ‘djøfferne’, ‘indvandrerne’, ‘curlingforældrene’, ‘eliten’, ‘de studerende’, ‘racisterne’ og ‘mellemlederne’. I blafferbilerne møder vi alle disse mennesker – høj og lav, tyk og tynd. Vi ved fra masser af erfaringer og historier fra alle i Blaffernationen, at samtalen altid er nysgerrig og åben, men vi aner ikke, hvem vi møder, så det er et spontant trip og et forsøg, der ikke kan kontrolleres.
Deltagende politikere
Derfor skal vi i løbet af marts ud og blaffe med tidligere transportminister Magnus Heunicke (Socialdemokratiet), Kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance), tidligere Kulturminister og partileder fra Alternativet Uffe Elbæk og tidligere Miljøminister og evigt cirkulær økonomi-fortalende Ida Auken fra Det Radikale Venstre.
Konceptet er, at vi skal blaffe med 4 politikere fra et bredt politisk spekter fra Danmarks 4 første officielle blafferstoppesteder og lave 4 podcasts. Hver politiker har udvalgt en destination ca en times afstand fra blafferstoppestederne i København.
En destination, som betyder noget særligt for dem, som de er nysgerrige på eller som er en inspiration i deres arbejde. Resultatet bliver forhåbentligt et nuanceret og visionært portræt med personlige fortællinger fra hver politiker og et utraditionelt, langsomt og åbenhjertigt indblik i deres verden og i deres holdninger til især fremtidens bæredygtige mobilitet men også til bredere emner som tillid, dannelse, kultur og sammenhængskraft i Danmark. Og ja så er der jo den ukendte faktor, at vi jo ikke aner, hvem vi kommer op med, hvornår vi kommer op eller om vi overhovedet kommer op. Derfor bliver et emne nok også mod og det at navigere i det kaos, som tilværelsen er med udfordringer og dystopier bulrende om ørerne på os. Vi tager en snak om, hvad der kommer til at ske og hvordan vi kommer konstruktivt ind i fremtiden.
Om værterne
Mathias Nordby er byplanlægger, filminstruktør og podcaster. Han har beskæftiget sig med byrumsinnovationer i lang tid og især i formidlingen af det nyeste af dem. Han har stiftet unbuildspace, der er en podcastserie om byudvikling og arkitektur.
Carsten Theede er social og grøn entreprenør og stifter af Blaffernationen – en landsdækkende bevægelse til fremme og understøttelse af blafferi i Danmark med formålet om at styrke danskerens tillid, nysgerrighed, mod og bæredygtige brug af pladsressourcerne i bilerne og i Vejkantsdanmark.
Følg med på Blaffernationens hjemmeside, facebook og instagram, hvor vi lægger op fra turene og på Blaffernationens podcasthylde. Podcastserien vil selvfølgelig også ligge på unbuild space’s side og komme til at kunne hente på diverse podcastapps.
Lyttebiograf?
Vi arbejder på at få lavet en slags lyttebiograf eller offentligt event, hvor de 4 udsendelser kan blive afspillet til en stor eller intim fælles forsamling. Hvis du har ideer til venues eller partnere, så tøv ikke med at kontakte os.
Tak til Fælleskassens Grønne og Sociale Pulje for tilliden og støtten til projektet og tak til de deltagende politikere og deres seje folk behind the scenes.