Blaffet og skrevet af Carsten Theede
Med fire forskellige mennesker fra Skanderborg til Nordvestfyn
Onsdag formiddag var jeg til møde med gode folk fra Skanderborg Kommune for at planlægge processen om et stort projekt om bæredygtig transport og derigennem at etablerer officielle blafferstoppesteder i hele Skanderborg Kommune. Tidlig eftermiddag skulle jeg være til et møde på Brenderup Højskole på Nordvestfyn, så selvfølgelig valgte jeg at blaffe mellem de to destinationer. Her var hvordan turen gik.
Fra Fælleden til E45
Jeg gik ud fra Fælleden, som er et multiområde, hvor både rådhuset og mange af kommunens medarbejdere og embedsværket sidder i dagtimerne mens den store sportsarena bulrer med topsport og events i weekenden og aftner. Herfra bevægede jeg mig på Fruerringvej i retningen af motorvejen, gik op i krydset på Stillingvej med mit skilt, hvorpå der stod E45 / Syd. Jeg stod lidt forvirret i krydset (ved den røde markering), da der var en flink mand, der rullede vinduet ned, da jeg fægtede med mit skilt. Han sagde, at han da sagtens lige kunne holde ind i buslommen på den anden side af krydset. Herfra fik jeg et lift i nordgående retning ud til afkørsel 51 Skanderborg Nord ved McDonald’s i Stilling. Det gik ret hurtigt, så nåede ikke lige at få et billede. Jeg stod ca 2 minutter, og var ret lykkelig over, at jeg kom hurtigt op, da det var begyndt at regne lidt. Vi snakkede meget kort om løst og fast og det var en hyggelig lille stund.
Med polsk lastbilschauffør på vej mod Hamborg
Jeg blev sat af ved samkørselspladsen ved McDonald’s og bilisten nåede lige at få en invitation til borgermødet inden han skulle videre. Jeg bevægede mig over til tilkørselsrampen og fandt mit andet skilt frem og tog min regnjakke på, mens jeg viftede med skiltet (‘Middelfart’). Det er denne destination, som jeg også har foreslået som permanent blafferstoppested. Se mere på siden her. Der gik et par minutter før jeg kom op med en polsk lastbilchauffør, som holdte ind. Han talte kun lidt engelsk og vi forsøgte også lidt på tysk, men det var mest kropssprog og en samtale på fakter, som tog udgangspunkt i et billede af Jesus og Jomfru Maria, som stod på instrumentbrættet. Vi gyngede sammen afsted i semistilhed ned ad E45 fra den højt placerede position i cockpittet.
Det var egentlig rart med et ikke-forceret rum, hvor stilheden måske af nødvendighed kunne nydes, da vi netop ikke kunne tale så meget sammen. Det sker ikke så tit, at jeg bare er sammen med fremmede i stilhed.
Til jobsamtale
Horsens, Hedensted og Vejle drev forbi og lige efter Vejle Fjord Broen blev jeg sat af. Lastbilchaufføren kørte op fra rampen og ned igen på den anden side, hvor han her holdt ind med mig, så jeg lige kunne hoppe ned og være klar til en ny tur med samme skilt. Den nye location var afkørsel 61A Vejle C., som måske er én af de bedste på E45-strækningen. Der er plads til at holde ind og man er som blaffer synlig fra alle vinkler. Igen gik der kun nogle minutter, så regnen nåede ikke rigtig at få sit tag i mig. Manden, som stoppede, kom lige fra en jobsamtale på en større industrivirksomhed. Han var ret oppe at køre og tilfreds med sin indsats til samtalen. Han var blandt de sidste 5, og vi snakkede om muligheden for at gå videre til næste samtale, hvor den store personlighedstest ventede. Vi snakkede om den oplevelse at være prisgivet og være i andres mennesker magt ift. at man kunne levere, hvad man kunne nå på den korte tid, man har til stede til en samtale, og hvordan udvælger man lige det vigtige dér, og hvordan får man serveret det overbevisende og sympatisk i det meget iscenesatte format, som en jobsamtale jo er. Det var hyggeligt og helt afslappende, og inden vi var færdige med at snakke, som det så ofte sker, havde vi nået Ejby og afkørsel 56.
Sidste 5 km med lokal smed fra Brenderup
Jeg takkede for turen og ønskede held og lykke med udfaldet og tog mine ting og gik opløftet hen mod rundkørslen på vej mod Bubel og Brenderup (den grå pin):Det er altid godt at stå efter en rundkørsel, da bilerne er nede i fart og der oftest er plads til at holde ind i græsset eller i en lomme til parkering. Infrastrukturen er mere eller mindre den samme over hele landet og det lykkedes også denne gang. En midaldrende herre samlede mig op. Han havde været på arbejde lige på den anden side af motorvejen og var på vej hjem mod Brenderup, hvor han boede. Byen er ikke så stor, som han sagde, så han kendte selvfølgelig godt Brenderup Højskole, og derfor satte han mig af lige ved døren til højskolen. Jeg blev ikke overrasket, da det faktisk sker mange gange, at man som blaffer bliver kørt helt til destinationen. Tak for turen til jer alle og tak for snakkene 🙂
Upload dine forslag til blafferstoppesteder og kom til borgermøde den 19. marts
Se mere på siden med info om projektet med Skanderborg Kommune, hvor det både er muligt at dele sit forslag til blafferstoppesteder i Skanderborg Kommune, se andres forslag, deltage i Borgermødet den 19. marts og mindst få og dele gode blafferhistorier og tips og tricks. Husk at tilmelde jer her, da der er forplejning.