I 2016 rejste jeg igennem Mellemamerika sammen med Michael fra Polen, vi begyndte at blaffe sammen i Mexico. Eventyret startede med tomlen på siden af vejen endte med at føre mig hele vejen til Canada.
To unge fyre på 20 og 27 år, den ene fra Herning, Danmark og den anden fra Wroclaw, Polen. De har kendt hinanden i en måned. Danskeren er mig der en måned tidligere arbejdede på et hostel i Panama, lidt rådløs og ubeslutsom om hvad næste mål og egentlig formål er med min indtil nu 8 måneder lange rejse med rygsæk igennem Sydamerika og lige ankommet til Mellemamerika. Ind af døren træder en fyr med et stort smil og en militær rygsæk godt proppet og bundet sammen. Rygsækken var erhvervet gennem hans kammerat, med det formål at den ville give ham et godt look.
Fyren hedder Michael og han har tænkt sig at blive en måned i Panama fordi han blev træt af arbejdet som ejendomsmægler i London og weekenderne med fest, alkohol og stoffer. Han havde sagt op kort forinden, brugt sin sidste løn på en flybillet til Panama og planlagt at rejse hjem til Polen en måned senere fra Panama City.
Min plan er at skulle rejse videre nord gennem Mellemamerika, efter at jeg har arbejdet en måned på hostellet Mamallena i Boquete. Michael og jeg bliver gode venner gennem de næste to uger og han beslutter sig for at den returbillet fra Panama city nok ikke er så vigtig. Derfor rejser vi nu gennem Mellemamerika, vi køber hængekøjer, sover ved strandene, i bjergene eller på hostels. Vi kommer ind i Mexico og skal med den næste bus, som først kører om 6 timer. Desuden er buspriserne betydeligt højere i Mexico end vi var vandt til igennem Mellemamerika. Jeg trækker et kort frem og finder ud af hvor vi er, i forhold til resten af vores destinationer. En kort stund senere foreslår jeg at vi sagtens kan bruge tiden på at tomle os gennem Yucatan halvøen i stedet for at vente på en busstation.
Vi har begge anlagt os en solid moustache i Honduras med den forhåbning om at vi ved grænsen til Mexico bliver budt velkommen med tacos og sombrero og vi regner med at se mexicanerne klædt i ponchos og sidde på deres æsler, med tacos i den ene hånd og tabasco sauce i den anden.
Den forventning blev dog ikke helt indfriet da vi måtte sande at det nok mest af alt er en karikering.
Vi står to halv solbrændte europæere med moustache og i tanktop og rygsække liggende på jorden. Her står vi og blafre i brisen.
Ind holder en stor pickuptruck, og den venligste mexicanske mand kommer ud og præsenterer sig selv, han siger bilen er godt nok fyldt, men han vil meget gerne tage os med, hvis vi ikke har noget imod at sidde på ladet af pickup’en.
Vores øjne lyser over vores første lift, vi har 2 timer forude med vind i håret og spænding ved at køre i et åbent lad med 100 km/t.
De næste 3 uger rejser Michael og jeg rundt i hele yucatan halvøen. Først til den stilrige gamle by Merida, derefter krydser vi ind over halvøen for at se Cenotes og Maya ruinerne i Chitcen Itza, inden vi bruger en god uge nede i Tulum og Player del Carmen. Michael må rejse hjem fra Cancun, den værste by at begive sig ind i som lowbudget backpacker. Efter to måneders rejse med Michael står jeg nu igen alene og må begynde at begive mig rundt om den mexicanske bugt og nordpå mod USA. Uden at vide hvor jeg vil hen andet end at, jeg skal nordpå, begiver jeg mig nu ud til hovedvejen i Cancun. Efter nogle timers tomlen vest finder jeg en lastbil som skal køre hele vejen til Guadalajara, Det betyder 3 dages kørsel. Der går ikke mange timer inden de første problemer dukker op.
Chaufføren som i realiteten er super flink, kører forkert og må lave en u-vending, idet han gør det eksploderer et af hjulene på traileren, så vi kører til mekaniker. Mekanikeren består af to drenge som ikke var en dag over 20 år, de får til opgave at skifte hjul der er halvanden meter høje og vejer nok 3 gange deres egen vægt. På “værkstedet” har de ingen reserve hjul til lastbilen, så løsningen bliver at tage et bagdæk fra traileren og udskifte det med de to sprunge dæk. Hellere to halve løsninger end ingen løsning. Chaufføren er tilfreds og vi er på vejen igen. Hen på aftenen lægger vi til ved en lille landsby og vi må hellere få os noget søvn. Jeg har min hængekøje og kan hænge den op mellem lastbilens førehus og gummigedens 3 meter brede skovl. Jeg synes selv min løsning er genial og igen værdsætter jeg at have min hængekøje og reb i tasken.
Morgenen bryder frem og en ny dag på vejen starter. Chaufføren byder på æg og bønner samt en kop kaffe hos den lille vejrastaurent. Og vi er klar til at komme videre. Men den her 3 dages tur halvvejs gennem Mexico har ikke til hensigt at skulle gå problemfrit. Lastbilen vil ikke starte grundet noget i generatoren. Batteriet på lastbilen er fladt og der går endnu to timer med at få ladet den. Nå, afsted det går og vi kommer igennem mexicos flotte landskaber, vi når byen Tequila og ser agave planter så langt øjet rækker. Mexicos provinser passerer forbi os og hver gang vi når en ny provins er der en ny politisheriff. En ny sheriff betyder en ny skilling til politiet for at gøre deres arbejde. Men en af provinserne vil ikke nøjes med pesos til deres frokost. Vi bliver holdt ind til siden og rundt om os holder 3 politibiler. Lovens lange arm hilser på min chauffør og inspicerer traileren. Denne politimand finder uendelige af ulovligheder på lastbilen som han bare ikke kan tillade i hans provins. Med mit spanske lytter jeg til deres samtale, og fanger at det ikke kan lade sig gøre for lastbilen at komme længere, og politimanden spørger “Hvad skal vi dog gøre ved det her?” Jeg forstår at chaufføren ikke har penge på sig, og jeg har skam ikke tænkt mig at blande mig i deres sager. Mens jeg kigger ud af vinduet og lader dem snakke ser jeg at, chaufføren har sin boss i telefonen og dikterer politimandens kontooplysninger. Der går 15 minutter og tilbage får chaufføren tilsendt et billede med en kvittering på overførslen af penge til politimandens konto. Stemningen letter og som tak for vores samarbejde får vi nogle pesos af politimanden. Pengene går til 4 øl, og som jeg sad helt målløs, var vi nu igen på vej nordpå.
Min hensigt med min tomlen er at, tomle hele vejen til den amerikanske grænse, gå over grænsen og rejse videre nord gennem USA. Chaufføren bliver nervøs over min hensigt med at tage igennem nordlige Mexico, han er ikke den første til at fortælle mig at, det er drøn farligt i den nordlige del grundet narkotraffikanter og karteller der er hensynsløse overfor turister. Jeg har indtil nu haft en kanon tur igennem Mexico, men jo nærmere jeg er kommet hovedstaden er mexicanernes frarådelse til at tomle i den nordlige del blevet større og større. Selvom jeg ikke er meget for det, er det vigtigere for mig at komme hjem til Danmark igen, end at udsætte mig selv for at blive til en gidseltagning af et kartel.
Jeg beslutter mig i samråd med chaufføren at jeg kan flyve fra Guadalajara til Tijuana og derfra gå over grænsen og igen påtage mig tomlingens eventyr.
Inden vi når Guadalajara har vi endnu en dags kørsel foran os, og flere problemer. De to mekanikeres hænder har ikke formået at skrue trailerens dæk ordentlig fast. Mens vi kører på den mexicanske hovedvej ser vi i spejlet at der suser en halvanden meter højt dæk forbi os på højre side, jeg ved ikke hvordan dækket har så meget fart på men det spænder forb og ud i grøften hvor den rammer en sten og hopper højt op i luften og fortsætter med at rulle ud i landskabet. Det her sker imens at traileren slæber sig hen af asfalten og gnisterne starter en lille græsbrand i grøften. Det her er farligt. Vi holder kun lige halvt ude af en dobbeltsporet motorvej midt i ingenting. Lastbilens trailer rager ca. to meter ind på højrevejbane og vi må først og fremmest finde en løsning med at dirigere bilister uden om. Jeg får tjansen med at vifte en orange vest. Solen lægger sig under horisonten og vi har ikke fundet en løsning på hvordan vi skal komme væk herfra. Der har været en mekaniker forbi som ikke lykkes med at løfte den fuldt læsset trailer op af jorden, derud over er akslen helt smadret efter at have skrabet langs jorden, så man kan ikke få et nyt dæk på udenvidere. Så de måtte tilbage til byen med chaufføren, jeg står nu og vifter en lommelygte som er ved at være flad for batteri. Vesten hænger på en kegle der står foran lastbilen.
Efter at lommelygten af gået ud, kan jeg ikke hjælpe meget ved at stå ude på vejen. Jeg synes der virker til bilisterne alligevel ser keglen og får trukket sig ud i venstre vejbane. Klokken sent om natten går jeg ind i førehuset og antager jeg nok bare må vente til det bliver lyst igen.
Uden nogen ide om hvor længe jeg har sovet, bliver døren revet op af lastbilchaufføren som spørger om jeg ikke har mærket sammenstødet. Udenfor blinker der blå lys og en masse biler bliver dirigeret rundt om os af politifolk og brandvæsen. Det viser sig at en bil er kørt ind i traileren med bilens højre side. Til alles lettelse og i den grad os min, så har der kun været en mand i bilen og han sad bag ved rettet. Hvilket betød at han ikke var kommet fysisk til skade ved sammenstødet, han stod ved siden af uheldet og var endnu mere medtaget over uheldet end jeg var.
Det viser sig at jeg har lagt og sovet hele natten, mens politi og brandvæsen har haft travlt med at tage sig af færdselsuheldet uden at vide hvor ejeren af lastbilen var. Jeg snakker med en politimand om min indblanding i uheldet, heldigvis kan jeg med spansk forklare mig ud af hvor jeg kommer fra. Han siger at det her bliver meget kompliceret og det bedste for mig er at finde mine ting og komme væk fra uheldet. Jeg forstår alvoren og har ikke nogen lyst til at blive der. Med et hurtigt håndtryk til den urolige chauffør får vi ønsket hinanden al held fremover og jeg går hen til køen med biler. Jeg er klar over at jeg står mit på en motorvej hvor jeg ikke får en bil til at stoppe, hvis først de kommer forbi køen efter færdselsuheldet. Derfor gør jeg hvad jeg kan for at komme op at køre med hvilken som helst bil for at komme væk herfra. En lastbil holder ind hvor en ung lastbilchauffør med store solbriller og halskæde smiler til mig og afsted det går mod Guadalajara, som nu kun er 1 time væk uden flere problemer.
