Første gang jeg prøvede at blaffe var tidligt på en lørdag med målet om at komme fra Brenderup til Århus for at besøge min lillesøster. En halvanden time senere sad jeg og drak kaffe med min søster i hendes stue efter at have blevet kørt helt til døren af en fremmed mand som hed Anders.
Da min søster hørte hvordan jeg var kommet til hendes hus, sagde hun at jeg var sindssyg, og at jeg havde været på Højskole i for lang tid, for nu var jeg blevet endnu mere af en hippie. Ud over at jeg ikke længere spiste kød, og kun købe genbrugstøj, blaffede jeg nu også.
Hun spurgte mig, hvorfor jeg havde gjort det, men rystede på hovedet, da jeg sagde at det var en billig måde at rundt rejse på, og det også en var fantastisk måde at møde folk, jeg aldrig ellers ville have mødt.
“Er det sikkert at rejse alene?” “Selv som en pige?” “Ville du gå ind i en bil, hvis det var en mand, der kørte?” “Hvad hvis han er alene?” “Har du en plan for, hvis noget går galt?” “Husk at skriv til nogen hvert 10. minut.”” Har du hørt om, hvad der skete til den pige der blaffede alene, som blev voldtaget og dræbt?”
Det sjove er at de samme spørgsmål min søster spurgte mig, var jeg blevet spurgt om to timer tidligere fra det første par, jeg blaffede med til Middelfart. De var meget bekymrede for min sikkerhed og fortalt mig at det ikke var sikkert at blaffe disse dage. Parret havde selv blaffede da de var unge i 80’erne rundt i Danmark, men folk er åbenbart mere farligere disse dage. Den sidste ting, de fortalte mig, før de kørte væk, var at jeg skulle sige nej hvis det var en mand alene i sin bil, der tilbød at køre mig resten af vejen til Århus.
Det viste sig for at være denne nøjagtige beskrivelse, der samlede mig op. Jeg havde kun ventede i 30 sekunder. Hans navn var Anders, og han er et af de mest interessante mennesker jeg nogensinde har talt med. Han var ingeniør, der var fuld af energi, der løb maraton over hele verden og boede i et hus i et træ, han selv havde bygget for ham og sin familie. Vi talte om rejser, søskende og han gav mig tips til hvordan man bedst saver i træ. Selvom min søsters adresse var 15 minutter fra den fødselsdagsfestet han skulle til, kørte han mig helt hen til hvor jeg skulle.
Det har fået mig til at tænke over, hvordan vi tænker om fremmede i Danmark.
Hvorfor har vi skabt en fortælling om blaffeture, hvor det beskrives som usikkert, og de, der samler dig op er bare ude for at kidnappe, voldtage eller dræbe dig? Hvem tæller denne historie? Dette var især interessant, da jeg fik det at vide det af de folk, der selv har blaffet og som jeg var i gang med at blaffe sammen med. De matchede ikke denne beskrivelse overhovedet.
Jeg tror at min erfaring med at blaffe, udfordrer ideen som min søster, og parret jeg havde blaffet med, har om danskere og fremmede. De tror at det er usikkert, og det er urealistisk at tro, at fremmede vil være rare, åbne og hjælpsomme, når de tilbyder en anden fremmede noget, uden at forvente at få noget tilbage, udover en oplevelse.
Det er bare ikke det jeg har oplevet overhovedet på mine blaffeture. Allerede på min først blaffetur oplevet jeg tillid og venlighed fra fremmede mennesker i Danmark.
At blaffe er en måde at møde fremmede, som jeg tror afspejler virkeligheden af, hvordan de fleste danskerne er i dag. De afspejler ikke de ting som vi hører om i de historier vi fortæller hinanden om blaffer og fremmede mennesker. De afspejler ikke at fremmede vil hinanden ondt, men tværtimod, gerne vil hjælpe.
Jeg synes vi skal ændre slutningen på dette spørgsmål: Har du hørt om, hvad der skete til den pige der blaffede alene? Fordi jeg er den pige, der blaffede alene. Og jeg bliver ved med at møde rare, tillidsfulde, åbne, nysgerrige og hjælpsomme fremmede, der giver mig håb om Danmarks fremtid.
Skrevet af Emilie Brøndum Reeh