Skrevet af Carsten Theede

Endnu en dag, endnu en egn at udforske, endnu flere mennesker at snakke med. Dertil dagens bedste indslag – vores gæst på turen: Trine Bruun Andersen. Hun er lige begyndt i 3.g på Vesthimmerlands Gymnasium og hun var frisk på at tage med. En naturvelbevandret personlighed, som skulle vise sig at gøre gavn for hele holdet. Trine havde valgt Aggersborg som sin destination i dag, men inden da lige en lille baggrund for turen.

Baggrund:

Anledningen er, at der er mobilitetsuge i Nordjylland med kampagnen Vi rejser Sammen. Det går ud på, at Nordjyllands Trafikselskab i samarbejde med Region Nordjylland og de respektive kommuner Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Morsø indvier såkaldte ‘knudepunkter’ – en slags forbindelsessteder for kollektiv transport og samkørsel. Derudover introducerer NT plusturen, som vi skal afprøve i løbet af ugen, men vi skal også bare rundt med tomlen og møde nye mennesker, steder og fortællinger i de 4 kommuner med 4 forskellige lokale personer. Ugen handler også om at rejse sammen og det kan man gøre på mange måder. Derfor blev vi også sendt ud for at møde folk og snakke om kollektiv transport – både civilsamfundets kollektive transportsystem og det offentliges.

Sommerstemning i Hvalpsund

Turen startede stille og roligt. Vi havde booket en plustur fra Farsø til Hvalpsund, så vi skulle lige tage 67’eren fra Aars Busterminal for at forbindes til den. Vi ville nemlig gerne ud til vandet, ud til den lækre halvø Hvalpsund, som vi havde fået anbefalet af venner. En meget afslappet tur med begge transportmidler. Den gode buschauffør vidste lidt om fænomenet ‘vinkestrækning’ og det giver jo egentlig sig selv, men hvornår kan man og kan alle og hvor meget skal man vinke? Vi havde aldrig hørt om fænomenet før, men det er nærmere bare en kultur her. Hvis der kommer en bus og du vil med, så vinker du. Den skal lige være udenfor byer dog, men ellers så bare padl igennem med lappen, så stopper chaufføren. God analog ordning.

Plusturen kørte os helt ned til færgetrækket. Her fik vi os en velfortjent økois med solbær ved Færgekiosken, mens vi så færgen pendulere mellem Sundsøre og Hvalpsund. Der var tilmed tid til en dukkert fra badebroen og inden vi begav os op ad bakken mod vores første blafferlift, gav Trine os lige overblikket over øerne og fastlandene i omegnen. 

I den helt forkerte rigtige retning

Det var første gang Trine prøvede at blaffe. Hun er van til at tage telebussen, da hun bor i Vegger, men tomlen havde hun til gode. Det første lift fik vi efter at have vandret et stykke op ad bakken i Hvalpsund. Vi fandt et træ med mirabellaer inden vi satte os ind i det første lift. Det var Birgit, og så vidt jeg kunne forstå første gang hun samlede blaffere op. Jeg tror vi gav hende en god oplevelse, så mon det var sidste gang. Her landede vi i Vester Kornum, og jeg fandt ud af, at vi ikke var kommet op langs kysten, som jeg troede. Men hvad gør det. Lige efter fangede vi lift nummer to. Det var knapt så lovligt. Det var en rød brugt Falckvarevogn, som reddede os. Den kørte vidst først forbi og kom så tilbage og hentede os. Der var kun plads til én på forsædet, da det var en firmabil, men vi kunne alle være omme bag i. Den søde mand, der kørte godt til, skulle egentlig kun til Flejsborg, men råbte gennem ruden om det var Vilsted Sø vi sagde. Vi nikkede mens vi væltede rundt i varerummet mens bakkerne dejsede og himlen kippede. Skønt skønt. Han satte os af ved den forholdsvist nye sø; vidst kun 10 år gammel ifølge Bo Øster Mortensen fra Vilsted Søgård. Ham mødte vi efter vi vandrede de 2,9 km rundt om søen til bo- og arbejdsstedet for udviklingshæmmede voksne. Vi fik den spændende historie om stedet og pædagogikken, hvor naturen, medbestemmelsen og meningsfuldheden var i centrum. Der var islandske heste, egne grise og ikke mindst egne kanoer, som vi lige fik lov at prøve en tur i. Det var noget af et togt, vi var ude på, og det var godt, at Trine var med med sin spejderlederuddannelse og kanoerfaring med de to ivrigt dokumenterende turister som påhæng.

Aggersborg og adgangen til historien

Vi kunne godt have brugt nogle timer her hos Bo, vi kunne også sagtens have brugt et par timer ved Hvalpsund, men Trines historiske destination i det nære nord ventede. Vi måtte mod Aggersborg og her var vi så heldige at Bo gerne ville med på eventyr, så vi fik et lift mod det mastodontiske værk og den helt igennem skønne setting lige ved Limfjorden med vindmøllerne, kalkgraven og Aggersborg Kirke som baggrund og selvfølgelig det store borganlæg som epicenter. Vi fik historien fra Trine om hendes families vikingefascination og deres ferier med formidling af vikingefortællinger via udklædning og enactment og derigennem også kyndig afslappet viden om dette sted.

At rejse sammen

Undervejs snakkede vi selvfølgelig om det at rejse sammen og hvilke udfordringer og muligheder det giver. Der er to pointer eller emner fra dagens rejse, som jeg synes fortjener at blive nævnt.

Vi snakkede med Bo om den dårlige samvittighed man får, når man kører alene i bilen. Om at man burde fylde den op med mennesker. Vi snakkede om, at det også kan være besværligt men at det også ikke er besværligt. Det er ofte de samme strækninger, der køres og kunne der gøres noget ved det. Ja det kunne der. Jeg lader den hænge her, da den måske er selvindlysende og en tand imploderende.

En anden tanke var om tålmodigheden og langsomheden. De to sidste begreber er måske ikke velklingende i NTs ører, men noget jeg faktisk synes er vigtigt at huske hinanden på. Selvfølgelig kan jeg som blaffer sige at langsomhed er en dyd og et efterstræbelsesværdigt ideal i livet som sådan, men måske også i mobilitetssammenhænge. Da vi snakkede med buschaufføren, hvor han fortalte om vinkestrækninger og hvordan skolebusserne var meget langsommere end X-bussen fx. At alle børnene på strækningen jo bare kunne vinke bussen ind lige ved vejen udenfor deres hus, og når de skulle hjem blev de sat af på selvsamme spot. Det kræver en hvis tålmodighed for medpassagererne, men det er da også en vanvittig fed og dannende oplevelse, når der er plads til, at alle får samme behandling og at ens tur kommer. Vi er sammen om transporten og det er jo også derfor det hedder det kollektive. Der er en nærhed og et lokalkendskab i de her egne og i de her busser. I mandags, hvor vi var på tur med Anni fra Vester Thorup Højskole fortalte hun om, at hun var faldet i søvn på en bustur engang i gymnasiet i Fjerritslev og var vågnet ved at bussen holdte ude foran hendes forældres hus med buschaufføren gjallende fra foran i bussen: “Jamen var det ikk’ her du sku af?” Historien bringer tanker tilbage på postbudets rolle og sociale dimension i gamle dage, hvor vedkommende nærmest var både budbringer, ven, psykiater og alt muligt andet end bare postbud. Et samlende led i landsbyens daglige liv. I går i Rakkeby på Mors hoppede vi ind i en bus, hvor der sad tre skolebørn tilbage i bussen. De boede meget langt ude i de yderste landsbyer og blev kørt lige til døren, og hvert barn kom med et respektfuldt tak og med ønsket om en fortsat god dag samt selvfølgelig med navns nævnelse. Det var som om det var deres onkel, der kørte bussen. De kendte hinanden, fordi de kører sammen hver dag. Det er sgu da smukt. Med andre ord og med en meget generel og lettere eksistentiel betragtning. Hvor hurtigt skal det egentlig gå? Hvor er vi egentlig på vej hen? Hvor travlt har vi egentlig? Og med den gamle digter Per Højholts rammende ord, vil jeg gerne slutte denne dvælen om tålmodighed og langsomhed af: “Vi skal ingen steder hen, men det er abeskønt at gå.”

Tak for snakke og tak for lifts og fortællinger. Tak til Trine og tak til Bo. Tak til Birgit og til Falckmanden og den friske brise ved Hvalpsund. Vi ses i morgen i Thy 🙂

Læs andre indlæg fra mobilitetsugen.
Læs mere om kampagnen Vi rejser sammen.

Her er lidt ekstra dagen i dag: