Filipe er 33 og kommer fra Columbia. Vi sidder på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi en efterårsaften og spiller kort med syv unge mænd, alle fra forskellige lande. Os, der er på besøg er heller ikke en helt normal gruppe; én fra Roskilde på 21, én fra nær Köln på 19 og én fra Frederikshavn på 47… Folkecentret har givet os mad og husly mod en opvask da vi kom blaffende hertil i løbet af eftermiddagen. Nogle fantastisk venlige mennesker.

Da vi ankom viste det sig, at der var kongres omhandlende mulighederne for små vindmøller på Arktis, og denne kongres er grunden til, at vi nu sidder klokken 23:30 om et bord i Sdr. Ydby med folk fra hele verden. Alle er de aspirerende unge ingeniører som kan fortælle tyndt og tykt om deres egne vedvarende energi-projekter… men her er aftenen gået på hæld, vi er gavmildt blevet budt øl, så vi har for længst bevæget os videre fra snak om professioner og nationaliteter… Nu snakker vi livsfilosofier, og Filipe har gennem årene fundet frem til sin:
Verden er ikke delt op i højre og venstre, rød og blå, men i stedet i to slags mennesker: Dem, som ønsker at alle har en mulighed for et godt liv med sine livsnødvendigheder opfyldt; og dem, som uden bekymringer kan skubbe andre ned og væk for selv at gavne. Den sidste type menneske fylder meget i vores historie, da det er dem, som er “bedst” til at skabe sig magt og indflydelse.
Derfor synes Filipe, at man burde lave demonstrationer mod netop disse mennesker. Det er ikke vigtigt at demonstrere “for et bedre klima” eller “mod korruption”, da han ser problemstillingerne i verden som symptomer på, at de magtfulde mennesker handler uden omtanke – klimaændringerne er simpelthen en konsekvens af det egentlige problem: Mennesker, som sætter sine egne behov over andres. Den slags mennesker ser Filipe en hel del af i Columbia – de er skyld i den store mængde korruption, som alle i landet ved, finder sted. Når han vender sit blik ud i verden ser han, at det er ligesådan i verdens andre lande – ikke nødvendigvis med korruption, men med den type menneske, som forårsager korruption.

Filipe er af den klare overbevisning, at mennesker som vil hinanden det godt er majoriteten, og derfor vil vi få en bedre verden hvis vi sammen modarbejder de mennesker, som står bag verdens uretfærdigheder – så længe vi bekæmper sygdommen, og ikke symptomerne.