
42
Nu har vi fået 42 besvarelser på vores spørgeskema om blafferstoppestederne i København. Det er måske ikke nok til at lave en repræsentativ og videnskabelig undersøgelse, men for os blaffere er det det perfekte antal. Tusind tak til alle dem der har været inde og svare, så vi kunne nå dette magiske tal. Til dem der endnu ikke har fået svaret: fortvivl ikke, du kan stadig nå det lige her.
Og hvad har vi så fået ud af denne uvidenskabelige undersøgelse?
Famøse Folehaven
Først og fremmest så viser det sig, at stoppestedet ved Folehaven er det mest kendte og mest benyttede. Det overrasker ikke så meget, da Folehaven også var et foretrukket blaffersted længe før de officielle skilte kom op. Men det viser sig også, at næsten ingen kender til de to blafferstoppesteder på Roskildevej og Hareskovvej. Hvis du er nysgerrig på hvor de sidste stoppesteder er, kan du finde dem her, og hvis du er klar på eventyr, næste gang du skal ud med tomlen, så prøv et stoppested du ikke kender.
Folehaven er altså det stoppested som flest kender til og dermed er det også det de fleste har en holdning til. Der er mange der nævner, at busstoppestedet lige ved siden af står i vejen og forhindrer bilisterne i at se blafferne og at holdepladsen er for kort og ligeledes svær at få øje på for bilisterne. Det er kanon godt at få den slags observationer samlet sammen, så vi kan tage dem med til Vejdirektoratet, når de skal evaluere de eksisterende stoppesteder. Hvis vi kan få tydeliggjort problemerne der hvor de står, kan det være at vi kan få lov til at flytte dem til bedre steder, når de bliver evalueret og forhåbentlig godkendt.
Derudover tager vi alle disse erfaringer med, når vi sætter lignende blafferstoppesteder op rundt om i landet over den næste periode. Vi er allerede godt i gang i Næstved og Skanderborg, og Roskilde kommer med til næste år.
Stoppestederne giver legitimitet, men ikke flere lift
Undersøgelsen viser også, at blafferne ikke oplever at det er blevet nemmere at blive samlet op efter at stoppestederne er kommet op. Men ca. 2/3 af blafferne svarer at det føles mere legitimt at blaffe efter at skiltene er kommet op og at de gør det lettere at komme i gang, når man ved hvor man skal gå hen.
Dette er kun begyndelsen…
Blafferstoppestederne er stadig nye, og det er svært at vide hvilken betydning de får for blafferkulturen i Danmark på længere sigt. Men udviklingen viser, at det ikke bare er en skør idé vi har fået, men en trend der breder sig rundt i landet og vi kan se frem til mange flere blafferstoppesteder udenfor København. Hvis du har en god idé til hvor vi skal forsøge at få opsat blafferstoppesteder og vil du være med til at hjælpe med det, så skriv endelig til carsten@blaffernationen.dk eller malte@blaffernationen.dk, så vi i fællesskab kan udbrede glæden ved blafferi.
Der er også stadig plads til flere besvarelser og kommentarer til de fire stoppesteder i København, så gå endelig ind på spørgeskemaet og del din viden med os. Du kan også altid skrive til os på email.
Husk altid hvor du har dit håndklæde!