Tid til at stoppe og tage et billede på toppen af Bjerget


I dag blaffede jeg hele vejen, og jeg mødte tidligt, da jeg har en deadline i dag. Derfor var det også folk, som endnu ikke havde set mig i vejkanten. Jeg plejer at hoppe afsted for at aflevere min datter ca kl 8, men i dag var jeg afsted kl 7.
Fra Thorupstrand går jeg altid lige et par hundrede meter op ad vejen op mod skoven, for at fange endnu flere biler fra sidevejene. I en lille landsby med 180 indbyggere er chancen jo større for at fange et lift, når man bevæger sig op gennem byen, det giver sig selv. Men jeg måtte kun gå 100 meter før den lokale fisker Rene og hans søde familie stoppede. Der var lige plads til mig i midten på bagsædet mellem hans to døtre. Konen, som jeg ikke lige husker navnet på, plejer at samle blaffere op, men René gjorde det vidst kun, fordi han vidste, hvem jeg var og havde set mit opslag med, at jeg blaffede på arbejde. Det var hyggeligt, og snakken gik, så jeg nåede ikke lige at tage et stemningsbillede fra bilen. Vi var lige inde og hente en trailer på vej til skole og derefter var de på vej til Horsens.

Den vej skulle jeg ikke. Jeg skulle bare lige de 4 km til Vester Thorup, så jeg kunne komme videre til Bjerget. Efter 3 minutter kom Gitte, som var med til at starte Vester Thorup Højskole, som jeg også kom med ombord på, og egentlig grunden til jeg kom herop sammen med min familie for nogle år siden. Gitte har jeg fået en del lifts af efterhånden, og det er sgu altid hyggeligt. Der lå en masse Allan Olsen CD’er i bilen, og vi er begge fans. Vi snakkede om, at vi vil prøve at få ham til at komme og spille en koncert i området, og måske få ham til at spille på en fiskekutter, som en del af den koncertrække, der kører nu på de kuttere nede på Thorupstrand. Men snakken gik og lige pludselig stoppede Gitte ved udsigtspunktet og parkeringspladsen på toppen af Bjerget, hvor man har udsigt over Fjorden med solopgangen i baggrunden. Her tager Gitte et billede af den samme busk hver morgen hele året på vej til arbejde i Vesløs, eller i hvert fald så ofte hun kan. For at indfange naturens gang hen over årstiderne. Et fantastisk lille ritual, synes jeg. For lige at stoppe op og stå af, kigge ud og se langt. Det bliver sgu en god dag i dag.

Tak for snakke og lifts.

Hvis der er nogen, der vil til gratis koncert på stranden med Tundra på lørdag, så er her et link.

TILBAGE TIL SIDEN FOR TESTFORSØGET


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *