“I skal på tur rundt på Sjælland, kun ved hjælp af tomlen” sådan lød det fra Nikolaj, da han skulle præsentere, hvad de to skemafrie dage skulle bruges på. En speciel stemning bredte sig i Orange. Den bestod af blandt andet latter og forbavsethed. Tankerne strømmede sig hurtigt hos mig; “er det sikkert?”, “tør jeg godt det?”, “sindssygt fed mulighed!”
Min sidste tanke var den, der endte med at fylde mest hos mig. Jeg glædede mig helt utroligt. Jeg har altid synes det virkede enormt spændende at blaffe, men samtidig tænkt at det var noget, jeg aldrig selv ville opleve. Både fordi det ikke gøres i samme omfang længere, men også fordi jeg aldrig ville tro, jeg ville turde. Sidstnævnte bunder givetvis i høj grad af, at jeg sjældent interagerer med fremmede mennesker, og dermed ikke havde den største tillid til mennesker, jeg ikke kender. Men i og med at det blev stillet som opgave af skolen, gav mig en anden indgangsvinkel til det. Jeg følte mig på en måde mere tryg i det, og samtidig også mere “tvunget” til det. På en god måde. For af sted kom jeg, og blev blæst bagover af, hvor villige nogle er til at hjælpe mennesker, de aldrig har mødt.
Med det sagt var det ikke fordi, vi ikke mødte nedtur på vores tur. Det gjorde vi bestemt, og vejret hjalp da heller ikke på det. Det hårdeste var klart at bevare troen på, at nogle ville samle os op. Den tro var særligt svær at holde, da min gruppe og jeg endte med at stå 2 timer i regnen i Rønnede uden at der skete noget. Vi prøvede at skrive forskellige bynavne på skiltene, bevare tålmodigheden og placere os forskellige steder. Men intet hjalp. Vi endte med at være i Rønnede by i 3 og en halv time. Mens vi stod i regnen, næsten drænet for gejst og uden overnatning, kunne vi læse med på Messenger om vores fellow blaffere, der havde fået gourmetmad og gratis hotelovernatninger. Her var vi godt pressede. Heldigvis stoppede en ung fyr op og tog os med til Næstved, og så måtte vi tage den derfra. Vi skulle bare væk fra Rønnede, og det kom vi!
I Næstved skrev Oliver til Marianne, som var hans vens mor, som han vidste boede i byen. Vi spurgte et hotel i byen uden held, kontaktede Herlufsholm og undersøgte, hvor byens varme stue lå. Mens vi afventede svar fra Marianne, fandt vi ud af en af de andre grupper var i Næstved, så vi søgte ly på et Værtshus og mødtes med dem. Marianne svarede at vi gerne måtte overnatte hos dem, og alt var godt igen.
