Af Niko Heikamp
Det gjorde indtryk på mig, at flere af dem, der samlede os op måtte flytte rundt på al deres egen bagage og det liv der på en måde udfoldede sig i deres bil, før der var plads til os. Alligevel tog de sig tiden og besværet til at køre ind til siden, rykke rundt, gøre plads og spørge interesseret ind til, hvorfor vi skulle til den destination, der med store bogstaver og sprittusch stod skrevet på vores papskilt. Og ikke mindst fortælle lidt om deres eget liv og deres ende destination for køreturen. Første lift var en varevogn, hvor begge passagersæder på forsædet var fyldt med tomme dåser, flasker, slikpapir, chipsposer og smøger. Mens bagagerummet gemte på en ægte morfar læderlænestol med tilhørende uldtæppe og en sovepose, plus arbejdstøj og vasketøj fra de sidste fjorten dage, hvor vores chauffør havde været væk hjemmefra pga. sit arbejde som maskinfører. Lugten af øl, sved og røg bredte sig hurtigt i bilen efter et stop på en motorvejstankstation, hvor det lige var tid til ‘picnic i det grønne’ med en GRØN. Næste bil var det nærmere os, der skulle passe på, at vi ikke lagde for meget at vores liv fra os, som indtil videre var pakket i hver vores halvstore rygsæk. Det var en bilsælger, som havde hentet en bil på Lolland, som skulle tilbage til firmaet i Næstved. Jeg tænkte på om mine sko var beskidte, og om vi lugtede for meget af øl og smøger eftersom vores første køretur var noget af en fest – men det var jo hende, der havde valgt at samle os op, så den bekymring sad heldigvis ikke fast så længe. Sidste lift for første dag måtte min ene makker have en chaufførens chefs hund på skødet og chaufføren havde intet mindre end fødselsdag, så gavefangsten måtte også lige flyttes fra bagsædet inden vi kunne sætte os til rette. Hun skulle fra Næstved til København, men valgte alligevel at kører os otte km nordpå og ud af byen, før hun kunne køre hjem og fejre sig selv. På dag nummer to havde vi en del flere ture og kortere distancer, men én der specielt gjorde indtryk var en ung kvinde, som arbejdede i beredskabsstyrelsen. Hun skulle fra Næstved til Ballerup med en reol og et par støvler til sin kæreste, hvorefter de skulle videre til hendes forældre i Nordsjælland. Bilen var forholdsvis lille, men med et sæde lagt ned og mine korte ben på midtersædet, var det intet problem med tre ekstra personer og med hver vores taske på skødet. Hvis vi kunne sidde tre bagi og betale lidt for den dyre benzin var vi endda inviteret med hele turen til Nordsjælland, men vi stod af i Ballerup og fandt et nyt lift. En anden person, der gjorde indtryk på dag to, var en muslimsk mand, som kørte os tre kilometer fra udkanten af Hillerød og ind til Frederiksborg slot. Han var en mand af få ord, men det var i virkelighed også det, vi havde brug for efter fireogtyve timer på tomlen. Han var kommet til Danmark for syv år siden, og da vi mødte ham, var han på vej i moské til fredagsbøn. Han samlede os op i troen om, at Gud ville se det og give ham noget godt igen, sagde han med et smil på læben – og det tror jeg et eller andet sted, har været tanken for mange af dem, der samlede os op i løbet af de otteogtyve timer, vi var afsted på blaffer-tur. Jeg kan dog ikke komme udenom, at det allerbedste ved turen var, da vi torsdag aften mødte en anden gruppe fra højskolen over et par øl på et lille værtshus i Næstved. Det gav lidt ekstra håb og fyldte mig med kærlighed, som jeg brugte som dyrebar benzin til at komme igennem den efterfølgende dag.
