På vores tur kom vi til at køre en kort tur med et ældre par. Manden i parret havde i mange
år af sit liv arbejdet som bedemand – altså en der henter døde mennesker i deres hjem eller
der hvor deres lig befinder sig, forbereder deres lig og præsenterer dem så til begravelse.
Det første jeg spurgte ind til var, om ikke sådan et arbejde hærdede en for hele snakken og
situationen, der handler om død. Han svarede, at der selvfølgelig var ting man “vendte” sig
mere til, og at det blev nemmere med årene, men at det der satte dybeste spor i ham, var
hvis den afdødes nære relationer ikke havde haft mulighed for at forudse deres dødsfald på
nogen måde. Et eksempel han kort gav var, at nogle gange tager man jo bare på arbejde om
morgenen og kommer så bare ikke hjem.
Han tydeliggjorde også, hvor vigtigt han mente en begravelse med åben kiste kunne være,
netop for at få en form for afslutning på relationen til den afdøde. Hvis hverken de pårørende
har set dødsfaldet komme, og ikke får mulighed for at se den afdøde i deres livløse stadie,
kan hele konceptet om, at en der har haft stor betydning for ens liv faktisk ikke er til mere.
Samtalen drejer så over på børns syn på død, og hvor rent og umiddelbart et barns blik på liv
og død kan være. Han nævnte, at han engang skulle ud og hente en afdød bedsteforældre,
hvor et barn på 4-5 år var til stede. Da barnet skulle sige farvel studsede barnet over det lille
hvide klæde man ligger hen over ansigtet på en afdød og sagde til det “altså bedstefar kan
jo ikke finde bedstemor i himlen, hvis ikke han kan se noget”, hvilket jo på sin vis er meget
rigtigt. Det første til at klædet måtte af, og at der i hvert fald ikke skulle låg på kisten.
Måske mest om død
