BLAFR-PORTRÆTTER

Send dit blafr-portræt ind til os: 5-8 linjers tekst og et godt billede. En historie, holdning eller situation. Noget der inspirerer, gør klogere, flytter grænser. Klik på navnet for at se teksten.

  • Jeppe MikkelsenBLAFR #15:

    Jeg synes blafferi er spændende og anstrengende på samme tid. Man er fuldstændig overladt til bilisternes vilje, og det eneste man kan gøre er at smile, se venlig ud og håbe på det bedste. Man aner ikke, hvornår man kommer op, eller hvis man overhovedet kommer op. Men når man først bliver samlet op, så pumper ens hjerte, og jeg er altid vildt spændt på, hvem de er og hvor de skal hen. Det ender jo altid med at være de sødeste og venligste mennesker, og så lærer man altid de underligste ting. Da min kammerat og jeg fx blaffede til Sydfrankrig i sommers, kom vi op med en gammel autocamper på norske plader. De fire norske gutter var vanvittigt vilde med laks. Så nu ved jeg enormt meget om at opdrætte laks.

  • Cæcilie EmborgBLAFR #14

    Jeg har endnu ikke blaffet så meget. Da jeg gik på højskole, lidt uden for Vejle, blaffede mig og en der hed Anders til Karneval i Aalborg. Vi havde ikke råd til togbilletten, men vi kom hurtigt derop. Her til sommer har en veninde og jeg købt en billig flybillet til Kroatien. Vi skal bo i telt og blaffe rundt i landet i en måned. Målet er at besøge de mindre populære områder i landet, filosofere og skrive en bog. Det er et eventyr at blaffe, og lige nu er jeg et sted i mit liv, hvor jeg gerne vil gøre ting, som ikke er så indøvede. Det er spændende at stå ude ved vejen og ikke vide, om jeg kommer frem til tiden, hvem jeg lærer at kende, og hvilken fortælling jeg kommer til at fortælle bagefter!

  • LeoBLAFR #13

    Leo (from Brazil living and working in Denmark)

    In Denmark I’m not afraid to hitchhike at all. I never experienced anyone trying to convert me to their religion or hit on me or anything like that. It feels completely safe everywhere, and I love it.

    And people are so helpful here. Most of the drivers in Denmark offer to drop me of at my doorstep and they don’t take no for an answer. They just put my address in the GPS and drive me home. Maybe they are extra helpful because I’m a foreigner. I don’t know. Even the people going further than Odense, they drive me to my front door in the city center, and the highway is like 8 km south of that.

  • Sara Arenfeldt KraghBLAFR #12:

    Kære Blaffernationen. Med jeres facebookside og positive historier om at blaffe, kastede jeg mig onsdag ud i at blaffe fra Svendborg til København. Det var en super succes. Det tog mig 2,5 time og jeg blev afleveret lige ved døren. Jeg gør det samme bare modsat mandag formiddag, og jeg “reporterer” gerne fra vejkanten med billeder eller lignende til jeres side, hvis det har intetesse. Tak for de gode råd, Sara.

  • Cecilie MorvilleBLAFR #11

    “Hej Carsten! Din snak i går (oplæg på KPH, red.) om blafning inspirerede – så nu har jeg blaffet for første gang sammen med min kæreste ud til hans farmor i Gammelholte, og vi er helt høje over, hvor søde folk var! Vi blev kørt helt til døren og fik spændende snakke på vejen. Virgin-blafning for the win! Det er vi begge enige om på ingen måde er sidste gang.”

    “Sejt! Må jeg smække den op som et blafr-portræt?
    Megafedt faktisk og tak. Er glad for, at du blev inspireret…”

    “Helt sikkert 🙂 Min veninde, jeg havde med i går, blev også inspireret og står inden længe klar med tomlen.”

  • Emma Bonven og Klara OblingBLAFR # 10

    På vores rejse fra Odense til København troede vi, at vi var nødt til at tage toget blot 20 kilometer fra målet. Vi havde stået lidt tid, men gav det et sidste forsøg. Vi var ret opgivende, da det var dyre biler, der kom forbi. Fordomsfuldt tænkte vi, at folk i dyre biler ikke samler to blafferpiger med masser af bagage op. Vi tog i dén grad fejl. Vi blev samlet op af den herligste dame i en åben BMW. Da vi var ved at være ved Indre By, inviterede hun os med til salsa. Vi var desværre nødt til at sige nej, da vi skulle videre, men det var en virkelig dejlig oplevelse at køre 80 km i timen i en åben bil.

  • Nete BoBLAFR # 9

    Før jeg købte den grønne jakke, gik det egentlig okay med blafningen, men efter den er jeg altid kommet op lige med det samme og med de bedste lifts. I de halvandet år, hvor jeg boede og arbejdede på Vallekilde Højskole i Nordvestsjælland blaffede jeg egnen tynd. Efter den grønne jakke blev det bare nemmere. Lige fra første dag, jeg købte den i genbrugsbutikken i Hørve, har der været markant bedre oplevelser. Måske vækkede den tillid hos de lokale landmænd, som kørte deres daglige strækninger. Eller hos håndværkerne på vej til byggemarkedet. Måske lignende jeg bare ikke den sædvanlige tømmermændsramte højskoleelev.

  • Malte JacobsenBLAFR # 8

    Jeg blaffer ikke, fordi det er gratis. Men fordi det er hyggeligt at møde nye mennesker, og fordi det er så nemt i Danmark. Jeg har aldrig stået mere end en halv time i Danmark og normalt højst 15 min. Jeg er flere gange kommet frem hurtigere end, hvis jeg havde taget toget. Folk er imødekommende, søde og næsten alt for gavmilde. Jeg har flere gange oplevet, at folk ville give ting til mig, da jeg stod af. Det føltes lidt mærkeligt, når de lige havde kørt mig meget langt. Min erfaring siger mig, at det er nemmere at blaffe i Danmark end i andre dele af Europa, da folk her stoler mere på blaffere. I modsætning til hvad mange tror.

  • Andreas Maegaard ElvekjærBLAFR # 7:

    Nogen gange går det ikke som planlagt, når man begiver sig afsted på tomlen. Men det er også en del af charmen, selvom det ikke altid er sjovt, når man står i det.

    “Så’ det nu drenge – nu skal I ud! Vi hoppede ud af bilen, og pludselig stod vi midt på den fynske motorvej. For ikke at blive samlet op af politiet gik vi ind over en våd mark. Vi måtte gå 10 km for at komme til den nærmeste afkørsel. Det var pissehamrende nederen.

  • Henriette Nordentoft BoltBLAFR # 6

    Der er 12 km mellem Viborg og landsbyen Løgstrup. Der er én hovedvej, og den strækning blaffer Henriette, når hun skal på arbejde. Sammen med andre borgere fra Løgstrup har hun strømlinet konceptet: Ensfarvede skilte og 10 kr. til Løgstrup Idrætsforening pr. tur.

    ”Det lykkes hver gang. Fra Viborg skal man lidt ud af byen, men så er det nemt nok. Om morgenen fra Løgstrup går der ofte kun et par minutter før jeg bliver samlet op. En del gange af den første bil. Omkring kl. 7.30 er der jo 60 afgange i timen, og selvom bilisten og jeg ikke skal til samme adresse, bliver jeg ofte kørt lige til døren.

  • Alice Francies Al MalehBLAFR #5

    Mig og min søster var på vej til Prag og havde egentlig aftalt ikke at køre med lastbiler. Men vi var virkelig strandet på den rasteplads i Tyskland da en trucker med skægstubbe og racersolbriller kom hen og spurgte på gebrokkent tysk, hvor vi skulle hen. Det viste sig vi skulle samme vej, og han virkede virkelig flink – så vi tog med. Han var først lidt genert da vi sad i bilen, men fortalte begejstret om sin mor, hendes mad og deres smukke hjemby i Polen. Ja, han inviterede os med hjem, og vi overvejede det da, men alligevel endte vi med at hoppe af på en rasteplads da han drejede fra mod Polen. Men altså, der er vildt fedt, for når man blaffer bliver transporten en oplevelse i sig selv.

  • Anne Troldtoft HjortBLAFR # 4:

    Jeg bliver altid lidt forundret over, at det hver gang lykkes at komme frem.

  • Rune Øster MortensenBLAFR # 3

    Mange tror, det er tidskrævende at blaffe. Jeg skulle på et tidspunkt til København, hvor jeg ville nå færgen ved Aarhus Havn kl. 10. Jeg blev sat af ved Støvring af min mor kl 7.30. Den første bil stoppede, en mor til fire på vej til arbejde. Hun tog mig med til Hinnerup nord for Aarhus. Her kom jeg op med den anden bil, en østrigsk havnearbejder, som kørte mig lige til færgen med ankomst 10 minutter før afgang. En mor med sin baby var den sidste bil, som kørte om bord på færgen. Dette skønne lift kom jeg med, og da de havde kørt mig til min destination på Nørrebro i København havde jeg sparet en time ift. toget.

  • Mattias FjellvangBLAFR # 2

    Der var to børn, en kone og hendes mand i bilen. Konen steg ud og overlod forsædet til mig. Jeg startede med at spørge chaufføren: ’Hvad laver du så?’ Efter lidt tøven svarede han: ’Jeg laver musik’. Sejt tænkte jeg. ’Har du et kunstnernavn så?, fulgte jeg op. ’Folk kalder mig Per Vers’.

  • Mikkel Ravn JensenBLAFR # 1

    Jeg står altid og håber på, at de fede øser holder ind, men det sker så sjældent. Men engang ved Vissenbjerg stoppede den lækreste gule Porsche. Nypoleret, bløde former og med læderindtræk. Manden var stenrig og på vej til at flytte til Dubai, da han ikke kunne lide den danske vinter. Da vi holdte ved min destination i København, sagde han, at jeg var velkommen til at komme og besøge ham og hans kone i Dubai. Han gav mig sit visitkort, som var en decideret guldrandet mønt. Jeg er aldrig kommet til Dubai, men jeg fik brugt mønten, da jeg et par dage efter opdagede, at jeg havde glemt mine nøgler i bilen.