Skrevet og blaffet af Carsten Theede
Med mindre det er i sommerferien, er det sjældent, at jeg får blaffet en mandag. Men det gjorde jeg forleden, hvor jeg i regnvejr tog turen fra mine forældres hus i Taulov mellem Kolding og Fredericia til Vestkysten – nærmere bestemt sommerhusområdet Jegum Ferieland nord for Oksbøl. Her skulle jeg tilbringe nogle dage i det skønne Vestjydske efterårslandskab, og her er lidt historier fra mine ture undervejs med hverdagen.
Til lægen
Dagen starter med regn, mens jeg bevæger mig ud fra parcelhusvænget for at komme ud mod motorvejsafkørslerne i industriområdets rundkørselmekka. Det er ikke altid det lykkes at få et lift de 1,5 km ud til tilkørselsrampen mod Esbjerg men i dag holder en mor ind lige med det samme. Hun er på vej til læge med sin datter, og hun viser beundringsværdigt overskud fra morgenstunden ved at stoppe for mig med netop det ærinde i bagagen. Efter et par indledende fraser kommer spørgsmålet: ”Hvordan kan det være du tør blaffe?”, spørger hun. ”Er det ikke farligt?” Jeg når lige (med god inspiration fra Tanja Kjeldgaard) at sige, at ”det jo er personer som dig, der samler mig op”, inden jeg bliver sat af ved rampen mod Kolding og Esbjerg.
Mælk i Hobro
Her har regnen taget til, og som det er i hverdagen, som vælter det med lastbiler. Det er sjældent, at jeg kommer op med dem, da deres forsikring ikke dækker ekstra passagerer, men her holder der alligevel én ind. Pladsen i nødsporet er trang, så jeg kæmper mig op i varmen mellem buske og med mine drivvåde skilte. Herren her er på vej til Christiansfeld efter paller med mælk, som han skal køre til Hobro, hvorefter turen igen går mod den nyligt UNESCO-udnævnte sønderjydske by, hvor lastbilen skal pakkes til morgendagens tur. Vi får en snak om køre-/hviletider, udsigten fra toppen af verden i førerhuset og om livet på landevejen – fra to forskellige perspektiver.
Til jobsamtale
I Bramdrupdam uden for Kolding kommer jeg af og igen hurtigt op med en ung gut, som lige har været til jobsamtale som telefoninterviewer i et call center. Han har sabbatår og arbejder ligeledes på McDonald’s i Vejen. Han vil gerne tjene lidt ekstra penge til studierne i Århus til sommer eller næste sommer, som han siger. Vi diskuterer fremdriftsreform og hylder i fællesskab sabbatåret, mens vi filosoferer lidt over, hvordan tiden efter ungdomsuddannelsen af nogle institutionelle kræfter i samfundet forsøges italesat og opfattet som fase på vej mod noget andet, og egentlig ikke noget vigtigt i sig selv.
På døgnvagt i Esbjerg
Tiden flyver i bilen og vi nærmer os Vejen (byen). Regnen er der stadig, men den får ikke lov til at få rigtig fat i min blå jakke, da jeg hurtigt kommer op med den næste juleglade bilist. Blandt meget andet er hun smilende, hun er mor og hun er handicaphjælper på vej til sin døgnvagt i Esbjerg. Hun har et skønt smittende humør og vi griner højt ad alverdens forskellige ting. Det her er én af de – faktisk rigtig – mange gange, hvor man ærger sig over, at turen har en destination og, at rejsen med personen skal slutte. Men det er selvfølgelig gamet og også det interessante ved blafferi generelt. Rejsen skal slutte, øjeblikkene er intense og den korte dumpen-ind-i-hinandens-hverdag er en præmis. Vi forlænger faktisk turen lidt, da hun kører mig ret langt op ad Vesterhavsvejen til rundkørslen, som kan åbnes for de mange lastbiler i denne egn, der kører med vindmøller på slæb.
På skraldejagt
Her står jeg igen kun et par minutter inden det næste bekendtskab holder ind. Da jeg åbner bagdøren for at smide min taske ind, popper et hundehoved lige op i ansigtet på mig fra bagagerummet. ”Det er min jagthund”, siger bilisten jovialt fra forsædet. Klokken er 12 og han har været i Esbjerg for at shoppe bil- og jagtudstyr. Han er skraldemand og har fri allerede fra kl. 10 om formiddagen. Han har god tid til at lave alt muligt inden konen kommer hjem kl. 16.30. Faktisk nogle gange lidt for lang tid, som han siger. Det var derfor, han anskaffede sig sin jagthund, da ’man jo skal have tiden til at gå med et eller andet’. Samtalen flyder igen ret lækkert og han fortæller tilfreds om livet som skraldemand. Ikke demonstrativt men ganske naturligt. Lidt om det kollegiale fællesskab og den særlige opgave med tømningen i sommerhusområderne langs Vestkysten, som jo er meget sæsonbetonet. Der er seks mand i sjakket, som er ansvarlige for de mange sommerhusområder. Han er den nyeste mand på holdet, og han er der på 16. år. Han fortæller om de særlige teknikker til at tjekke skraldespandene med en lang jernstang, mens man sidder i bilen. Vintermånederne er skraldewize ikke de travleste i sommerhusområderne.
Orla, julemanden og købmanden fra Vrøgum
Destinationen nærmer sig. Selvom han kun skal til Oksbøl kører han mig lige lidt længere til købmanden i Vrøgum, da jeg gerne vil handle ind, inden jeg kommer til det tomme sommerhus. Her køber jeg, hvad jeg skal bruge og får en god snak med Orla, som både er lokal julemand og en driftig forretningsmand på den gode gamle old school måde med service og tilbud, som er på kundernes præmisser. De sælger slik og chips billigere om fredagen, når der er størst efterspørgsel efter det. Det er sgu prisværdigt i alle ordets facetter, og det har jeg ikke lige set noget andet sted.
Mens vi snakker ringer telefonen. Det er den lokale børnehave, som spørger om de kan få bragt noget ud. Det vil han gerne gøre, men først insisterer han på at køre mig til døren i Jegum Ferieland med alle mine varer. Vi finder ud af, at han kender mine forældre, men jeg får oprigtigt følelsen af, at han ville have kørt mig til døren alligevel. Vi snakker om livet i randområderne, lokalpolitik og vilkårene for småsamfund rundt omkring i Danmark. En virkelig passioneret og lokalsamfundets mand. Sving gerne lige et smut forbi købmanden i Vrøgum og få en snak, hvis du er (blaffende) i egnen – det er turen værd.
Tandbørsten og Golf i Henne
Jeg glemte selvfølgelig min tandbørste i Taulov hos mine forældre og jeg glemte også at købe den hos købmanden, så jeg må afsted igen. På de lange lige veje kommer jeg op med Per, som er på vej til Henne Golfklub. Jeg beslutter at tage med, fordi jeg kan og fordi jeg tidligere har spillet en del golf. Vejret er godt, himlen er blå og greenkeeperen Gert låner mig sit private sæt golfkøller, da proshoppen er lukket. Det er sgu skønt bare at hoppe om bord i bilisternes hverdag og få sig en oplevelse, man ikke lige havde regnet med.
Golfen er veloverstået, og én tysker, der er ved at teste en bil på de farbare vestkyststrande, kører mig de 3 km til Henne By. Han skal se om bilen, som er en jeep, er klar til at køre på gletsjere på Island i den kommende uge. Jeg får købt min tandbørste, et postkort og tre romkugler og får mig en snak med bagerjomfruen om kvalitetsforskellen på romkugler. Hun sværger til en solid chokoladecrust under krymmellaget og vi griner af vores enighed.
Taxablafning
Og apropos oplevelser man ikke regner med, så blaffer jeg ud af Henne i min første taxa nogensinde. Den ældre drevne vestjyde tager mig med, selvom han er på vej til at hente en stor flok skolebørn i Varde. Den sidste tur direkte til sommerhuset får jeg af et tysk par i en ældre Mercedes. De skal ligeledes her til Jegum, hvor jeg nu sidder og skriver og glemmer, at jeg har en tandbørste i munden.
