Blaffernationen søger 2 seje praktikanter til foråret 2018, som vil være med til at videreudvikle og sprede bevægelsen Blaffernationen og formålet med gøre Danmark til et endnu mere tillidsfuldt, eventyrlystent og ressourcebevidst samfund via blafferi. Vi er fritsvævende og bombastiske men bundseriøse, og vi vil gerne skabe rammerne for at sprede budskabet endnu længere ud i Danmark. Kom med i udviklingen og opbygningen af en anderledes organisation. Lær en helvedes masse, lær fra dig og få frihed til at lege inden for ordnede forhold.
Hvis du ikke kender Blaffernationen, så laver vi forskellige opsigtsvækkende og formålsbestemte projekter såsom at etablere både kunstneriske og offcielle blafferstoppesteder. Se evt. også artikel her i Magasinet KPH. Indstifte den årlige nationale blafferdag med kampagnen Danmark Blaffer på Arbejde. Lave undervisnings- og teambuildingforløb gennem blafferi på fx højskoler. Derudover laver vi en masse små pop up og kantede festlige initiativer såsom at blaffe hjem til jul iklædt julemandskostumer, bistå i at arrangere den årlige blaffersommerferie BLAF og meget mere. Måske har du et sejt projekt du vil lave også 🙂
Vi søger 2 forskellige personligheder, som vil være med til at bulre på forårets helt store indsatsområder og satsninger:
1) Skabe fundamentet for etablere blafferstoppesteder flere forskellige steder i Danmark
Hovedopgaven indebærer at skabe strukturerne for at komme ud til flere kommuner og samarbejdspartnere og udvikle en procespakke i tæt samarbejde med Carsten. Vi skal i fællesskab definere rammerne ift. at starte dialogen, udbredelse, skabe rammerne for samskabelsen med både borgere, kommuner og samarbejdspartnere. Det indebærer alt fra målgruppeanalyser, prototypetesting, formidling og fællesskabsfacilitering. Vi har allerede lavet omfattende testforløb med flere kommuner og fået godkendt dispensationsansøgning til at sætte officielle tavler op i København. Den skal videreudvikles og længere ud i Danmark.
Udover hovedopgaven forventes det, at du bidrager til løsningen af andre opgaver i en hektisk iværksætterhverdag (puljeskrivning, eventafvikling, bistår i oplæg, interviews og ja whatever der nu sker) og vil være med til at bygge en forhåbentlig blivende organisation op.
Vi forestiller os, at du er (kandidat)studerende inden for noget med by, mennesker, processer, innovation/entreprenørskab, forretningsudvikling, markedsføring, kreativitet, men vi hører selvfølgelig gerne fra andre. Måske har du erfaring med frivilligledelse, iværksætteri, kommune- og virksomhedssamarbejder. Du er ærlig, entreprenant, ambitiøs og kan begå dig i en hektisk hverdag i et formålsbaseret iværksættermiljø. Særprægede skills og kantet humor ses gerne og sprogligt flydende i dansk. Der er mulighed for at lave projektet til en specialecase, hvis du har lyst.
2) Udvikle og implementere kommunikationsstrategi herunder design og opdatering af hjemmeside (CMS)
Der er vanvittigt mange gode historier inden for blafferi og det er én af kernerne i Blaffernationen. Om møder mellem fremmede mennesker, om eventyrlyst, om kontroltab, om at være på kant og om, hvordan vi bruger alle de tomme biler derude mere intelligent. Kan du skabe det kommunikationsstrategiske og designmæssige udgangspunkt for at komme helt ud over rampen, så hører vi gerne fra dig. Din opgave bliver at redesigne Blaffernationen; gøre den lækker og involverende samt udvikle en kommunikations- og designstrategi, som faciliterer fællesskab og opbygger tillid, så flere tør tage tomlen eller tage tomlere op. Hvordan skal Blaffernationen kommunikere på hjemmeside, facebook, instagram, youtube, (andet?) for at engagere flere i fællesskabet? Det bliver din opgave samt seføli at implementere den strategi, dvs. kommunikere fra de projekter der kører samt dem, som stadig mangler at komme på hjemmesiden. Du bliver den kommunikationsansvarlige i din tid her og du har frihed til at eksperimentere.
Udover hovedopgaven forventes det, at du bidrager til løsningen af andre opgaver i en hektisk iværksætterhverdag (puljeskrivning, eventafvikling, bistår i oplæg, interviews og ja whatever der nu sker) og vil være med til at bygge en forhåbentlig blivende organisation op.
Vi forestiller os, at du har praktisk/teknisk erfaring og teoretisk viden om fx multimediedesign, CMS, SEO, SoMe, UX eller journalistik og at du er godt i gang på uddannelsen. Du har en involverende tilgang til verden og dit felt. Du er ærlig, entreprenant, ambitiøs og kan begå dig i en hektisk hverdag i et formålsbaseret iværksættermiljø. Særprægede skills og kantet humor ses gerne og flydende i dansk.
Rammer
Begge praktikstillinger er ulønnede og fuld tid fra ca. 15 februar 2018 til ca. 15. juni. Vi definerer rammerne, så det passer i jeres uddannelsesforløb og læringsønsker. Målaftale udvikles fra start. I (praktikanterne) vil komme til at samarbejde med hinanden og have en dagligdag sammen med mest Carsten (stifter af Blaffernationen) samt andre personer fra de projekter I involverer jer i.
Blaffernationen holder til i Sydhavnen på grænsen til Vesterbro på KPH – Københavns Projekthus, som er et kontorfællesskab for sociale, kulturelle og grønne iværksættere. Alle med formål om at skabe en bedre verden ud fra princippet om flere forskellige bundlinjer.
Blaffernationen tilbyder
Et kæmpe netværk inden for flere forskellige sektorer. En uhøjtidelig hverdag. Adgang til masser af opkvalificerende videnevents på KPH. Løbende sparring omkring jeres forløb, målaftale og andet eksistentielt. Muligheden for at være med i en legende og landsdækkende tillidsrevolution. Hvis alt flasker sig muligheden for at komme med til Folkemødet på Bornholm og repræsentere Blaffernationen i juni 2018 som afslutning på forløbet.
Frist: Løbende og hurtigst muligt (ved godt, at vi er sent ude). Samtaler i uge 51. Praktikstillinger ses gerne på plads før jul.
Motiveret ansøgning, CV og evt. portefolio sendes til Carsten på carsten@blaffernationen.dk. For relevante og opklarende spørgsmål ring til Carsten på 22 54 63 56.