”One evening, when we were about ten miles from the Bay of San Blas, vast numbers of butterflies, in bands or flocks of countless myriads, extended as far as the eye could range. Even by the aid of a glass it was not possible to see a space free from butterflies. The seamen cried out ’it was snowing butterflies’, and such in fact was the appearance.” (Charles Darwin, 1833)
Tierra Del Fuego. Alene navnet hidkalder mytiske billeder på nethinden, og her ved verdens ende ligger byen Ushuaia, der er den sydligste by i verden. Det er porten til Tierra del Fuego nationalpark, og det var også her, at Charles Darwin tilbage i 1833 sejlede gennem kanalen på skibet H.M.S. Beagle. Han blev øjeblikkeligt betaget og fascineret af regionens unikke flora og fauna, og oplevelsen havde en voldsom effekt på Darwins studier, der senere skulle udmunde sig i bl.a. bogen ”The Origin of Species”, og en lille ting ved navn evolutionsteorien.
Således var det med en voldsom nysgerrighed, at jeg i februar måned, næsten 200 år efter Darwin, bevægede mig rundt på denne store ø, der deles mellem Argentina og Chile. Menuen havde stået på gletchere, høje sneklædte bjerge, og enorme sletter, der strækker sig så langt øjet kan se. Jeg befandt mig i Ushuaia, der er den sydligste by i verden, med udsigt til et vildt og ukontrolleret landskab.
At rejse i det 21. Århundrede er let – der er busser, fly, taxier, you name it. Efter 5 måneder på farten rundt omkring i verden syntes det næsten for nemt for mig at komme rundt, og jeg havde derfor sat mig den udfordring, at jeg ville komme fra Ushuaia i det ekstreme syd til Bariloche, der anses som værende den nordligste grænse af Patagonien. Det var en distance på omkring 2.400 kilometer – cirka det samme som fra København til Madrid.
Således var det med en kombination af spænding og nervøsitet, at jeg en kold februardag sirligt stillede mig pænt til rette i vejsiden ved udkanten af Ushuaia. Jeg satte min rygsæk ned og rakte tommelfingeren i vejret. Ikke langt fra mig stod en anden hitchhiker, og den uskrevne lov foreskriver naturligvis, at man stiller sig i kø, pænt og ordentligt.
”Have you been here for long?” spurgte jeg fyren, der stod med sin rygsæk og i en stor regnfrakke. ”Hmm, I think about 30 minutes or so. Where are you from? You sound Scandinavian?” Jeg svarede, ”Yeah, I’m from Denmark.” Fyren kiggede på mig, og svarede ”Det er jeg sgu også.”
Den engelske vending ”Safety in numbers” gør sig i nogen grad gældende her, og vi udgjorde nu et hold af to danskere, der var på vej væk fra verdens ende, med rute nordpå. Min nykårede rejsemakker hed Emil, var 22 år, og fra Sønderborg.
Det første lift kom hurtigt, efter kun 20 minutter. Liliana var en kvinde i 40’erne på vej på arbejde, og alene det faktum, at en kvinde følte det sikkert nok at tage to mandlige hitchhikere med, var et bevis på rejseformens tilstedeværelse og popularitet i dette hjørne af verden. Senere fik vi et lift af Carlos og Carlos, to fiskere, der arbejde i det utilgivelige terræn ud ofr Tierra del Fuegos kyst, og senere parret Melissa og Juan fra Buenos Aires, der var på ferie og hørte Rolling Stones på anlægget for fulde gardiner.
Slutteligt fik vi et lift af en ældre mand ved navn Fernando, der havde en bil med plads til kun to mennesker. Vi fik dog lov til at sidde bag på ladet af hans bil, hvilket ved første øjekast syntes både en smule farligt og ekstremt koldt. Vi pakkede os godt ind og hoppede op på ladet, der tog os gennem landskabet 110 kilometer nordpå til Rio Grande. Forbikørende lastbiler rykkede vinden med sig, og flere gange skulle vi holde fast i bilen for ikke at vælte. Vi havde udsigt til hele landskabet bagtil og selvom vinden og kulden ikke kunne besejres, var følelsen af frihed og eventyr altoverskyggende, som vi sad der bag på ladet.
Man kommer nogenlunde langt med det engelske sprog her, men langt de fleste taler udelukkende spansk. Således er det en rigtig god idé at kunne bare en smule ”survival”-spansk, men de sjove samtaler med chaufførerne opstår naturligvis bedst hvis man kan nærme sig emner som arbejde, rejser, familie, ophav, etc. Vi var heldige at møde folk i bilerne, der var opsat på at lære os at kende og at øse ud af deres respektive viden om området. De lokale småkager (alfajores) blev vores valuta og således kunne vi betale for vores lift med disse samt betragtninger og historier fra verden, på en smule gebrokkent spansk.
I Patagonien er det en meget almindelig rejseform, og ved flere strækninger kunne der stå flere håndfulde unge backpackere. For mange er det en jagt efter en romantisk og spontan måde at rejse på, i en tid hvor Facebook-grupper faciliterer carpool-muligheder og der er busser til hvor du end vil. Mange føler sig draget af det, der ikke kan kontrolleres, og særligt hitchhiking er en disciplin, hvor du ikke er i kontrol. Du er et offer for trafikken og chaufførers humør på lige netop den dag. Vi vil væk fra kontrollen, og tilbage til spontaniteten, Jack Kerouacs veje, at fryse midt ude i ingenting, og at være strandet ved landegrænser.
Efter et par timer bag på ladet af Fernandos bil, blev vi sat af i et vindblæst industrikvarter uden for Rio Grande, der ikke er en by man sender et postkort hjem fra. Det er på mange måder Patagoniens svar på Kolding, og der er ingen grund til at blive der i længere tid end højest nødvendigt. Vi stillede os ud til udfaldsvejen mod nord og stak tommelfingeren ud igen, sammen med et dannebrogsflag, jeg havde fået et par dage tidligere i Cordoba. Timerne gik og solen nærmede sig horisonten mere og mere, og da klokken slog 6 gav vi op. Vi fandt et hostel i den vindblæste by, og fik et velfortjent varmt bad og et måltid.
Vi gjorde vores sind klar til endnu en dag på vejene og håbede på at nå Chile inden solnedgang dagen efter.
Læs de to næste etaper på Mortens egen side på Blaffernationen her.
Læs også mere om, hvordan du kan være med eller få din egen side.
