Vi vågnede tidligt næste morgen i Rio Grande. Vi ville så hurtigt som muligt komme ud på udfaldsvejen og komme væk fra denne by – vi nægtede at blive her mere og vi havde et trumfkort tankerne. Vejen frem var humor og venlighed og således skyndte vi os at udforme et skilt med teksten ”2 gringos a Chile”.
Det kunne næsten ikke gå galt.
Planen var at komme til den lille grænselandsby San Sebastian, hvor der boede to ludere og en lommetyv, og hurtigst muligt krydse grænsen og sætte mod færgen, der skulle tage os væk fra øen Tierra del Fuego og bringe os til fastlandet, og herefter drage mod en af de chilenske byer Punta Arenas eller Puerto Natales.
Lynhurtigt fik vi et lift til udkanten af byen af en ung fyr ved navn Franklin, og efter kun 20 minutter i udkanten af byen gav skiltet, dannebrogsflaget og den jyske charme pote. Vi fik et lift på omkring 65 kilometer til grænsebyen. Mirtha var en kvinde på 62 år, som arbejdede som art skoleinspektør i området. Mørke rander under øjnene og et smule mat udseende vidnede om et langt og hårdt arbejdsliv, men alligevel var hun glad og ville meget gerne høre om vores tur til denne del af verden. Hun havde tre sønner i 20’erne, der alle var gået forskellige veje, og hun var nu i denne limbofase, som mange ældre forældre finder sig i, hvor børnene er fløjet fra reden og man nu på ny skal indrette sin tilværelse. Hun tog meget sjældent denne rute, men der var åbenbart problemer med den lokale skole i San Sebastian, og således tog hun i dag køreturen derop for at vise en løftet pegefinger. Dette var vores held.
Vi ankom til den chilensk-argentinske grænse mens det stadigvæk var formiddag, og forhåbningerne var store. Vi gled gennem migration, og gjorde lejr på den anden side af landegrænsen. Vi satte skiltet op, dannebrog flagrede i vinden, og tommelfingeren kom op.
Således gik vi durk ind i turens første egentlige udfordring. Flere hundrede kilometers fladt terræn lå mod nord, og vinden havde fri adgang til at blæse os omkuld. Den gik gennem jakker, sweatre, hud og knogler, og som timerne gik begyndte desperationen også at komme snigende. Skulle vi virkelig indstille os på en overnatning i San Sebastian, en by med 950 indbyggere, en café og en tankstation?
Men som det er tilfældet i fodbold, så må man som hold reagere på manglende resultater, og således blev undertegnede sendt frem i angrebet. Jeg gik direkte op til bilerne ved grænsen, standsede folk og chauffører og spurgte på mit gebrokne spansk om det var muligt at få et lift mod færgen. De fleste rystede afvisende på hovedet, men pludselig gav taktikken pote. En gammel mand, der allerede havde en ung hitchhiker med på forsædet, gav efter og fortalte, at han var på vej mod Punta Arenas – en god distance på godt 350 kilometer her fra grænsen. Vi havde skudt papegøjen, og vi satte os tilrette i hans grå Renault.
Den gamle mands navn var Arthuro, og han var på vej tilbage til sit hjem i Punta Arenas efter at have besøgt sine børn i Argentina. Han forklarede, at børnene havde det godt og havde det rart, og at han nu havde det godt med at tage hjem og leve resten af sine dage i hjembyen. Trods den fremskredne på godt over 70 var den gamle tømrer sidste år startet på at bygge sig selv et stort nyt hus. Alt i alt virkede Arthuro som en mand, der kontrollerede sin egen tilværelse og ikke omvendt, og man følte en tung tilstedeværelse af ro i hans selskab.
Vi krydsede floden på en gyngende færge, med udsigt til delfiner, og fortsatte på den anden side vores færd gennem det hårde flade landskab i Chile. Vi prøvede sågar den varme drik maté – en meget bitter grøn te, som over mange århundreder er blevet indtaget flere gange dagligt af argentinere, i hjem- og udlandet. Blandingsforholdet hedder 80-20 i tebladenes favør, og således var det en stærk smag, der for undertegnedes vedkommende ikke bliver en del af den daglige rutine, trods alt.
Vi ankom sent om aftenen til Punta Arenas, der er en kold og blæsende by, med udsigt til fjordene omkring Tierra del Fuego, og efter et en dages hvil fortsatte vi vores færd nordpå til Puerto Natales – indgangsporten til nationalparken Torres del Paine.
I udkanten af Punta Arenas fik vi efter kun tyve minutter et lift mod netop Puerto Natales, men transportformen skulle vise sig at være en smule udfordrende. To unge fyre stoppede på vejen og tilbød os et lift i deres varevogn – de var elektrikere. Chaufføren Christopher pegede mod bagagerummet, og min rejsemakker Emil og jeg kiggede på hinanden, med en smule tvivl i øjnene. Bagagerummet var snævert og havde ingen vinduer eller kontakt med de to på forsædet. Men hurtigt takkede vi ja, da denne rejseform ikke fordrer en kræsenhed i forhold til kvaliteten.
Således kan jeg ikke berette om udsigten på de 250 kilometer fra Punta Arenas til Puerto Natales, men jeg havde nogle kiks i lommen, der smagte fint. Et par timer senere ankom vi, med ømme bagender og ben, til Puerto Natales, der lå i ly af bjerge, der kunne beskytte mod den hårde vind i Patagonien, der ellers havde gjort os selskab i mange dage.
Selve akten i hitchhiking er morderisk i sin form. Den dræber turisten i os, og man forvandles til en rejsende. Man blander sig med livet i byen, på landet, på vejene, i bilerne, og observation forvandles til interaktion. Man glemmer tid og sted, og man mister sig selv i en kort stund. Man lever sig ind i tilværelsen hos personen i chaufførsædet, og ligeledes vice versa. Det er en udveksling af menneskeskæbner, på tværs af grænser, kulturer, og fordomme.
Således er hitchiking i mange tilfælde kunsten at dræbe turisten i sig selv, og hurtigt finder man ud af, at de forskelle, som trækkes op som sorte grænser i medielandskabet, er en fiktion. Mediernes ønske om forskelle og konflikt forsvinder langt væk i mødet med et fremmede menneske – kald mig godtroende eller ej. Vi vil alle det samme. Vi vil leve et liv med vores familier, vi vil rejse, vi vil se venner, vi vil grine, og vi vil være trygge. Det er en læring i at blæse på vores små forskelle og i stedet fokusere på vores ligheder.
For det er her, at det hele bliver interessant.
Læs første og sidste etape på Mortens egen side på Blaffernationen her.
Læs også mere om, hvordan du kan være med eller få din egen side.
