Denne sommer skulle dagdrømmeriet fra semesterets forelæsninger endelig føres ud i livet – min efterskolekammerat og jeg havde bestemt os for, at tomle fra Danmark til Rom for at købe os en pizza leveret med et ’prego’.
Af Andreas K. Wielandt
Fra søndag til torsdag. 4 døgn. Det var tidsgrænsen for at nå fra Aarhus til Rom, uden at betale én eneste cent for transport. En urokkelig deadline, for torsdag aften havde vi købt en flybillet hjem fra Rom til Billund. 14 euro. Det er dog før blevet fortalt hvilke skabelser der kan udrettes på 4 døgn, og i vores tilfælde nåede vi også at gøre en hel del. Men bedst som vi troede at alt gik vores vej, viste dødeligheden sig på en rasteplads nord for Firenze. En rasteplads hvor det italienske lovforbud om at tomle langs motorvejen ramte os, som havde selveste Pave Frans lavet en sammensværgelse mod os.
”Husk at se soignerede ud og klippe dine negle, ellers er der ingen, der samler jer op”, ringede min ven Morten og sagde på afgangsdagen.
Og han havde ret, for det eneste man har til at overbevise forbipasserende biler om at stoppe, er en tommelfinger, et papskilt og et par gode smil. Den dag brugte jeg tid på at klippede min tommelfingernegl som aldrig før. To dage inden havde jeg afleveret min sidste eksamen, og planen for turen var lagt, 2-mandsteltet pakket og en håndfuld papskilte var skåret til i størrelse. Et vågeblus til at varme de kommende dages dåsemad blev spændt fast på siden af den rygsæk, som normalt indeholder mine studiebøger og computer. Pibetobakken fik sin plads i bunden af tasken i tilfælde af regnvejr, og over det lå et par rene underbukser og min lommekniv. Det var sammen med sovepose og liggeunderlag godt og vel alt jeg havde med. Morten derimod havde pakket som skulle han til standen, og havde desuden glemt sin sovepose – noget som han kom til at fortryde første nat.
Da jeg smækkede døren til min lejlighed og efterlod mit 12m2 værelse bag mig i Aarhus C, efterlod jeg samtidig dagligdagens pligter og fyldte kalender. Jeg satte et roligt trav ud mod E45-afkørslen ved Aarhus V, med tomlen ude og sammenknebne øjne fra en lavtstående sol. Følelsen af frihed og eventyrlyst fyldte min krop, og jeg glemte alt om hvor langt jeg skulle gå. Jeg bare gik og smilte til biler der passerede. 2 kilometer og min fornøjelige gåtur blev udskiftet med en midaldrende kvindes forsæde – turen mod Rom var sat i gang.
Autobahn for blaffere
Efter at mit lift fra Aarhus, en blodlæge og hende niece, havde samlet Morten op i Vejle, og kørt helt til Rødekro i Sønderjylland, var målet om at overnatte i Hamborg indenfor rækkevidde. Et pænt farvel og et tak-for-turen-visitkort, blev gengældt med 15 friske gårdæg og en pose brød fra vores lift. Så var mor
genmaden klaret de næste dage og vi kunne kun returnere med et ydmygt tak. Med mindre besvær nåede vi til en rasteplads den aften, og slog vores telt op på et naturareal bag restepladsens restaurant. I en lille lysning fra træerne varmede vi vores medbragte dåsemad, og talte om dagens begivenheder. Om venligheden blandt de bilister som havde hjulpet os. Om det sidste lift vi havde fået, som med 200 km/t på den tyske autobahn, havde transporteret os hertil, givet os salat, ost og et tæppe til nattens kulde. Det ændrede dog ikke på, at Morten rystede som en anden sibirisk gadehund den nat. Få timers søvn eller ej – vi var begge klar på endnu en dag og et skulle vise sig, at Tyskland blev en blaffertur uden fartgrænse.
Til foden af alperne
Det var næsten for nemt. Vi kunne vælge og vrage mellem lift ned gennem Tyskland, og fandt ud af, at de korte lift ikke gav mening. Derfor gik vi efter de længere, da først vi havde kæmpet os syd for Hamborg. Et tysk par bosiddende i New Orleans, Miriam og Christian, sagtnende farten på en rasteplads 30 km syd fra Hamborg.
”We’re going towards München”, råbte de ud af deres 9-personers Mercedes Vito.
”Perfect, can we join you?”, svarede vi tilbage.
De havde egentlig lejet en topersoners bil for at køre til sydtyskland hvor deres familie boede, men udlejningen var gået i kludder, og derfor kom de kørende forbi i en sort poleret Mercedes. Vores alles held, for den 8 timer lange tur mod alperne blev fyldt med historier om rejser, oplevelser og kvindens liv som kunstner. Nu er vi venner på Instagram, hvilket vel er nutidens svar på pennevenner, eller skal jeg sige blaffervenner. Med lidt hjælp fra en sælger, tre sjakarbejdere fra motorvejsarbejdet, et tyrkisk par og en technoglad bulgarier nåede Morten og jeg frem til alperne på dag to. Vi blev kørt til foden af Hopfen am See, en sø beliggende i alperne, omtrent 800 højdemeter oppe. Teltet blev placeret med et skridts sikkerhedsafstand fra søen, og mens vågeblusset varmede vores dåsemad bestående af bøffer og brun sovs, tog vi os en svømmetur i alpernes skygge. Den aften sad vi i vores badetøj, røg pibe og drak rødvin af flasken, mens solen vinkede farvel og sagde på gensyn i morgen.
Prost, send os et billede
Den sibiriske gadehund, som aftenen inden havde rystet sig gennem nattens kulde, så ikke frem til endnu en nat med klaprende tænder. Derfor afbrød vi tre tyske campingturister i deres kortspil samme aften, og spurgte om lån af et tæppe. Vi fortalte om vores tur, og om Morten der havde glemt sin sovepose.
”What a trip! Come eat breakfast with us tomorrow, so we can hear more about that”, sagde den ene kvinde, som kunne tale engelsk
Næste morgen spiste vi ved et fuldt dækket morgenbord, og fyldte depoterne med juice, leverwurst og hjemmelavede marmelader. De tyske værter ville have vi skulle smage alt. Lad gå. Vi havde trods alt levet af æg, brød og dåser i et par dage. Inden vi smuttede ud på landevejen igen for at krydse alperne, gav de os en flaske mousserende vin. Den skulle vi nyde til vores pizza i Rom, og sende dem et billede. Kys og kram, og vi begav os i krig med alperne.
Italia er ikke Deutschland
Med et amerikansk ægtepar som var på bryllupsrejse, krydsede vi alperne og ankom til det nordlige Italien. Udover jeg glemte min iPhone på deres bagsæde, var alt lige indtil denne tur gået som smurt. Der havde været fuld fart på liftene og i de korte perioder vi ventede, havde vi nydt en rugbrød med Faaborg-leverpostej, eller sommerens skønne vejr. Italien var noget andet.
Det trak ud mellem liftene, og de lift vi fik, var korte og i zigzag gående retninger. Det blev sværere at kommunikere og da vi blev samlet op af en italiensk kirsebæravler, og senere ville sættes af ved en rasteplads, kørte han forbi.
”We want to get of here”, sagde Morten fra bagsædet, da vi passerede afkørslen til rastepladsen
”No no, I know place”, svarede kirsebæravleren
“But we want to get of here”, sagde Morten igen. Denne gang en smule højere og pegede på rastepladsen som vi kørte forbi. Manden holdte ind i rabatten, drejede hovedet mod os og tog sine solbriller af.
”Very dangerous here, quickly out. Very dangerous”, sagde han
Vi stod af midt ude på motorvejen, og måtte kravle over autoværnet og løbe tilbage til rastepladsen. Liftet varede ikke meget længere end 40 kilometer, men det skulle vise sig at være i den gode ende for italienere. Efter endnu et lift med to tyskere nåede vi til en rasteplads nord for Firenze. 300 km tilbage før vi ville nå Rom, og da det var tirsdag aften, havde vi hele onsdag og en smule af torsdag til at blaffe det stykke. Set i forhold til de tre foregående dage, hvor vi allerede havde tilbagelagt omkring 1700 km, var det intet problem. En byggeplads tæt ved blev nattens hotel, og med et kloakafløb i spytafstand fra teltet, samt en bagende morgensol, blev søvnen kort. Men det gjorde ikke noget, for 300km kunne snildt overstås.
La Polizia
”Are you going towards Rome”, spurgte vi en mand næste morgen.
Klokken havde lige rundet 9 og efter en espresso på tanken, var vi igen klar til at arbejde os nede gennem Italien. Manden svarede på forståeligt engelsk.
”No, and don’t you know hitchhiking is illegal in Italy along the highway”, lød det.
Det havde vi ingen anelse om, og som om det ikke gjorde det svært nok, stod to politimænd på rastepladsen hele den formiddag, og ydede vejhjælp til en servicebil i problemer. De var inde og handle pizza og kaffe af to omgange. Vi kunne ikke andet end at sidde og vente, og i smug snakke med biler der holdt ind på rastepladsen. Ingen lift, ingen hjælp. ”No autostop”, lød svaret, hvilket på godt dansk betyder ”ingen tomleri”. Vi forsøgte at være kreative, og tog en anden afkørsel, men måtte flere gange kaste os ned i grøftekanten, når en politibil trillede ned ad afkørslen. Det tog os 4 timer før en bil samlede os op. De kørte os ind til Firenze by, en tur på under 10 minutter og der stod vi resten af dagen. Uden en eneste antydning fra en bilist om, at de ville samle os op hvis de havde plads eller tid. Dehydrerede og trættet af solen, hev vi livlinen frem. Mobil – internet – Flixbus. Vi underkastede os letheden ved den betalte transport og måtte punge ud med en skilling for at komme til Rom. Det var det hele værd, for om aftenen nød vi pizza, rødvin og tog på bar i Roms gader. Dagen efter nød vi vores vin fra de tyske campingturister til et stykke pizze tradizionale. Og sådan fik vores tommelfingre og smil os til støvlelandet, og vi er allerede i gang med at bygge en appetit op til en croissant.
