Skrevet og blaffet af Anette Ingemansen og Jan Coermann
Vi tog for et lille års tid siden en for os stor og vigtig beslutning, som siden har sendt os på mange mentale og nu også en fysisk rejse. Vi har i erkendelsen af, at vores liv lige nu rammer et vindue med voksne børn, ingen børnebørn, stabilt helbred og raske forældre, besluttet i skoleåret 19/20 at holde et års orlov fra vores respektive jobs som vicedirektør og efterskoleforstander, for at tage ud på en 10 mdr. lang rejse.
Vi er stadig ikke sikre på vores rejserute, -form og -mål, men vi er enige om, at vi mere vil fokusere på det menneskelige møde, end på spektakulære destinationer. Da vi kun har godt et år til at spare op til rejsen, giver det sig selv, at vi skal rejse low budget, benytte privat indkvartering og måske også arbejde i perioder. Vores rejse vil skubbe os ud af vores komfortzoner og adskille sig markant fra de ferier og rejser, vi har foretaget de seneste 20 år. Der er meget vi skal lære og øve os på.
Derfor var det oplagt for os, at denne sommerferie dels skulle bruges på at afprøve vores nye backpackerudstyr og en rejseform, som sætter selve rejsen før destinationen. Vi skulle ud på landevejen for at blaffe! Da vi også er glade for friluftslivet besluttede vi at blaffe til Dresden for derefter at vandre på Malerweg i de saksiske alper. Vi pakkede altså til både by og land og stod med vel tunge rygsække ved rundkørslen udenfor Slagelse, efter vores datter havde kørt os de første 3 km ud af byen.
Jan har blaffet noget i sine unge år, mens Anette er mere uerfaren med denne rejseform. Hun havde derfor blufærdige sommerfugle i maven, da vi efter 15-20 min blev samlet op til vores første lift. Men det forsvandt som dug for solen, da vi mærkede, at samtalerne flød let, vi blev mødt med positiv nysgerrighed og anerkendelse og var blevet beriget med mange historier, skæbner og menneskelige møder. På en og samme dag talte vi med en reserveofficer ved garderhusarerne, pizzabager i Haslev, betonarbejder ved metroen og kunstmaleren fra Falster. For slet ikke at tale om Phillip, som gav os en grundig indføring i den progressive tyske hiphopscene og tilbød en flaske pebermyntesnaps at sove på ved turens slutning.
En vigtig erfaring på førstedagen var, at det ikke er optimalt at komme til en færge uden lift over. Dels måtte vi betale for fodgængerbilletter og dels var vi henvist til at opsøge lifts på selve færgen. Når færgen er tømt, er Rostock havn et meget meget stille sted for en blaffer.
Senere fik vi ofte lejlighed til at øve den direkte henvendelse til bilister når vi blaffede fra rastepladser på motorvejen. Det er en ret effektiv måde at få lift på, men det kræver også et yderligere skridt ud af komfortzonen, at udfordre fremmede mennesker med en direkte henvendelse. Man kan se på ansigtsmimikken, at det er langt sværere at sige nej til et menneske, end blot at ignorere tommeltotten ved landevejen. Man kan let komme til at føle sig som tigger, oven i købet selvforskyldt, og den ligeværdige relation, som er forudsætningen for en god blafferoplevelse for begge parter, er ude af balance.
Her er det vigtigt for blaffermissionen, at gøre det nemt for det andet menneske at sige nej tak.
Vi forestillede os at være en slags munke, der med den tillidsbaserede rejseform har en mission om, at bringe mennesker nærmere hinanden. At blaffe og at tage en blaffer op er en tillidserklæring. Tillid er den lim og smørelse, som er forudsætningen for alle relationer og transaktioner i et fællesskab og samfund. Så blaffere er altså en slags korsriddere for samfundets sammenhængskraft. Min henvendelse er et tilbud om et menneskeligt møde og mit bidrag til transaktionen er min fordomsfrie nysgerrighed på den anden. Ofte føler begge parter jo, at livet er blevet rigere af dette uforpligtende og midlertidige møde og en gang imellem opstår der også uforudsete forbindelser. Som for eksempel da det viste sig, at Jans og Heinrichs oldeforældre med stor sandsynlighed har kæmpet skulder ved skulder under boxeropstanden i Kina ved indgangen til det 20. århundrede. Et skæbnefællesskab, som rørte dem begge.
På vores lift igennem det tidligere Østtyskland, kom samtalerne ofte til at handle om tiden under og efter murens fald. Det var bemærkelsesværdigt, hvor stor lysten var til at dele oplevelser og refleksioner om egne familiehistorier, det delte folk, genforeningen og den svære forsoningsproces efter årtier med ineffektivitet, kontrol og tyranni. Vi talte med mennesker i alle aldre og perspektiverne var vidt forskellige. Der blev talt overraskende bramfrit, måske fordi vi som danskere ikke havde en part i sagen og man derfor ikke risikerede at blotte sig overfor tidligere modstandere. Det er en stor fornøjelse at blaffe i udlandet, hvor man kan indtage iagttagerens rolle og stille sig mere uvidende og åben, end hvis man blaffer i hjemlandet.
Selvom vi på vores rejse gennem Tyskland blev ramt af komfortsyge og fristedes til at hive dankortet frem og tage toget, så holdt vi fast og blaffede til Dresden, tilbage til Berlin og over Hamborg hjem igen.
Vi har tidligere rejst uden faste planer for ferien. Men det har altid været vores beslutning, hvad det næste skridt skal være. Med blafningen tilføjes rejsen en uforudsigelighed, som er en kæmpe berigelse. Et kontroltab, som i den grad aktiverer nærvær, opmærksomhed og sanselighed. På rejsens 3. dag bemærkede Anette, at hun havde oplevelsen af at have været på farten i ugevis, så intens er rejseformen. Man kan blive helt lykkelig over den pause der opstår, hvis man er blevet sat af et halvdødt sted.
En enkelt gang ”blaffede” vi os også til et overnatningssted. Det var på vej ned af Elben i kano, hvor Jürgen gav os lov til at stille vores telt op i hans have. Det kom der også et rigtigt fint møde ud af. Det skal undersøges mere på vores næste rejse.
At flertallet af nutidens blaffere er yngre end os, blev vi kun mindet om, når enkelte spurgte om vi mon havde motorproblemer, siden vi stod der. Fra Berlin til Schleswig fulgtes vi med unge Tobias, som var på vej hjem efter et semesters studier i Berlin. Det var skægt at udveksle blaffererfaringer, som Tobias havde langt flere af. Men blafning har bestemt potentiale som intergenerationel rejseform.
De bedste blafferhilsner
Anette Ingemansen og Jan Coermann
