Så vist som et menneske med den tillid,
det viser eller begærer,
giver mer eller mindre af sit liv i den andens hånd,
så vist hører fordringen om
at tage vare på det liv med til vor tilværelse
sådan som den nu engang er.
…
Men hvorom alting er, betyder det,
at der i et hvilket som helst møde mellem mennesker
ligger en uudtalt fordring,
uanset under hvilke omstændigheder mødet finder sted
og hvilken karakter det har.
På hvor mangfoldig vis kommunikationen mellem os end kan arte sig,
den består altid i at vove sig frem for at blive imødekommet.
KE. Løgstrup – Den etiske fordring
Det var mandag aften og vi sad rundt om bålet ved en shelter, hvor vi skulle gå en kold aften i møde. Pludselig får vi et opkald fra en anden gruppe af elever – de har fundet husly hos en nærliggende gård, og vi er velkomne.
Gruppen som havde banket på hos gården fortalte hvordan manden havde åbnet døren mens han snakkede i telefon, viftede dem indenfor og satte cola og glas på bordet uden at afbryde sin telefonsamtale. Som om det var det mest almindelige i verden, at to personer står i mørket og banker på døren.
Manden hedder Torben og han havde ikke bare plads til to overnattende, uanmeldte gæster, men fem. Vi blev budt på øl, rom, vand og sodavand og fik nogle gode snakke rundt om bordet. Han viste os sin fantastiske gård hvor vi blandt andet fik vist alle hans mange musikinstrumenter, hans øvelokale, hvor han spiller med sine bands, hans jagtvåben og forskellene på dem og alle hans glade dyr, som talte høns, katte, hunde, kanin og heste.
Næste morgen skulle han løbe ærinder ude af huset, men fortalte at vi endelig bare skulle sove videre og bare tage afsted når vi ønskede det. Vi endte med at sove helt indtil han kom tilbage og vi spiste morgenmad sammen. Vi spurgte lidt i spøg om vi måtte prøve at køre en tur afsted i hans firehjulstrækker, da vi aldrig har prøvet at køre sådan et monstrum. Selvfølgelig måtte vi det – han gav os nøglerne og vi kørte afsted, mens han blev tilbage på gården.
Om end ovenstående tekst kan fremstå en anelse fragmenteret, så er der altså en rød tråd – nemlig tillid. Tillid handler om, at udlevere mere eller mindre af sig selv i håbet om at blive imødekommet, for at parafrasere K. E. Løgstrup citatet. For så vidt er der tale om tillid, når vi banker på Torbens dør – en tro på, at personen der åbner døren ønsker at hjælpe os på den ene eller anden måde. Er man på modtagersiden af tillid står man nu med et lille stykke af den anden i sin hånd, og man kan vælge at omfavne det eller knuse det.
På samme måde stod vi gang på gang med en del af Torbens liv i vores hænder, når han lukker os ind i varmen, lader os alene på gården med alle sine instrumenter og våben, fortæller os personlige historier samt låner os nøglerne til hans firehjulstrækker.
På hele vores tur har vi oplevet tillid; både som dem, der vover sig frem for at blive imødekommet, og som dem der står med ansvaret for den andens tillid.
Hele konceptet om blafferi kan som sådan siges at være en tillidssag. Og efter blot to dage på de fynske veje går det hurtigt op for én, hvor sammenflettede vi alle egentlig er i mødet med hinanden, og, igen i K. E. Løgstrups ord, hvordan vi kan siges at være hinandens skæbne
