Skrevet af Carsten Theede
Måske kan man kalde dagens etape for kongeetapen. Vi skulle Thy Rundt med alverdens transportmidler fra helt i nord til helt i syd. Og tilbage igen. Der var både bus, tog, plustur og den gode gamle tommel, og så havde vi også Ivan og Robert med fra TV2 Nord, som skulle joine os på noget af etappen. Yderligere og ikke mindst havde vi det skønneste selskab i Maria Vangsgaard, arrangør af den 3-dages vandretur ThyHike. En lokal naturekspert er ikke for store ord at bruge om hende. Der blev plukket porse og drysset ydmyge anekdoter fra hele egnen undervejs.
Baggrund:
Anledningen er, at der er mobilitetsuge i Nordjylland med kampagnen Vi rejser Sammen. Den går ud på, at Nordjyllands Trafikselskab i samarbejde med Region Nordjylland og de respektive kommuner Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Morsø indvier såkaldte ‘knudepunkter’ – en slags forbindelsessteder for kollektiv transport og samkørsel. Derudover introducerer NT plusturen, som vi skal afprøve i løbet af ugen, men vi skal også bare rundt med tomlen og møde nye mennesker, steder og fortællinger i de 4 kommuner med 4 forskellige lokale personer. Ugen handler også om at rejse sammen og det kan man gøre på mange måder. Derfor blev vi også sendt ud for at møde folk og snakke om kollektiv transport – både civilsamfundets kollektive transportsystem og det offentliges.
Nedenunder videoen kan I læse uddybende reportage fra dagen. Tjek også TV2 Nords reportage fra turen, men her er videoen fra dagen i Thy:
[fbvideo link=”https://www.facebook.com/NordjyllandsTrafikselskab/videos/3002322833117697/” width=”1000″ height=”800″ onlyvideo=”1″]
Havenes pejlemærker
Maria havde sat os stævne i den lille landsby Tved. Klitplantagen af samme navn var et frodigt spisekammer især med kantareller i denne tid og ved Kirken var der eminente ruter ud i vildmarken. Herfra begyndte vores togt mod syd. Vi hoppede ud til Hanstholmvejen og efter et par minutter vinkede vi bussen ind. Der er ingen busstoppesteder, og jeg bliver mere og mere forelsket i denne analoge disciplin. At vinke bussen ind. Den tog os mod Thisted, hvor vi skulle skifte med toget mod Hurup. Da vi steg ud af bussen blev TV2 Nords kamera smækket direkte op i hovederne på os. De ville følge dagens tropiske tur gennem nationalparken og diverse transporterende midler. Vi havde ikke mange minutter før toget ville afsted med os. Vi satte os ind, og nød togvinduets indramning af landskabet. Altid en meditativ oplevelse af at skabe sig et meget midlertidig hjem i en togkupé. Plusturen kom igen til tiden, så den kunne køre os ud til Marias valgte destination: Det nyrestaurerede Lodbjerg Fyr.
Selvom selve fyret er fantastisk og fascinerende med sin historie og placering, så giver menneskene på stedet altid et ekstra skud autenticitet. 
Især på Lodbjerg Fyr som er drevet af frivillige kræfter, og det kunne vi også fornemme over en kop kaffe, hvor fortællelysten var stor og det var svært at forlade. Der er mange fortællinger, vi må komme tilbage efter.
Gitte med traileren fyldt med kantareller
Vi blev reddet af Gittes helt igennem favnende væsen. Med sin militærfleece stoppede hun som det mest selvfølgelige og åbnede sin favn for os. TV2 Nord var næsten på vej hjem, da de skulle klippe indslaget til om aftnen, men nu nåede Ivan alligevel med i vognen. Det var en god start på turen, og jeg synes ofte, at naturmennesker (som Gitte) udstråler sådan et gigantoverskud. Det smittede og nu stod vi ved Svankær. Der var en klassisk dansk vejbod godt fyldt op med naturens lækkerier, så vi læskede en bakke blommer i os før vi gik ud af hovedvejen og mødte vores nye bekendtskab. 
Et tysk par som har boet 11 år i Danmark og her i Thy, og som stadig grinede over, hvor svært det danske sprog var; med de mange uregelmæssigheder og slugte endelser. Vi kunne kun give dem ret. Der var igen en ro i bilen, og ja de kørte os da gerne ned til Stenbjerg Landingsplads, selvom de egentlig skulle til Nørre Vorupør.
De hvidkalkede huse
På Stenbjerg Landingsplads tog vi et velfortjent hvil. Vi slog lidt smut, lå og hvilede i strandkanten, mens drager fløj og bølger rumsterede. Der er mange, der tror, at blafferi ikke er hårdt. Man sidder jo bare i biler hele tiden og nyder udsigten, og ja det kan godt være enig i, men det kræver dog også en vis portion energi at være til stede, lyttende og egentlig ansvarlig for den gode tone og atmosfære i bilen. Man føler sig jo altid forpligtet til at give igen, når bilisterne har været så søde at stoppe, og det gør man jo med både gode spørgsmål og gode fortællinger.
Vi vandrede et godt stykke ud af Stenbjergvej mod Kystvejen, da vi ville længere op ad kysten. Vi snakkede om lighederne mellem det at blaffe og det at vandre, som Maria beskæftiger sig med i ThyHike. For begge fænomener handler jo om glæden ved at være på vej, så det gør ikke noget med en lille vandretur, og især ikke når omgivelserne hedder Thy Nationalpark, hvor den lilla lynghede gør sig til for de vandrende på begge sider af vejen. Midt i al idyllen stoppede den svedigste Audi og igen poppede en tysker ud. Det var Dominik, som var på ferie alene i Danmark. Han var paraglider fra München og havde fået tilbudt en ordentlig upgrade på sin lejebil. Han nød bare at køre op ad kysten og finde steder, som kunne bruges. Dagen i dag var vinden forkert, så han rekogniscerede bare. Ofte plejer det at være bilisterne, der ved mest om egnen, men nu var det os, der var værterne. Han ville gerne se Nørre Vorupør og det ville vi gerne vise ham. Vi var nede på stranden og se bådene, hvor der som sædvanligt var et godt mylder af mennesker. Vi bød ham på en gang fiskefrikadeller med remo, og han skrev efterfølgende troligt ordet ‘fiskefrikadeller’ ned på sin liste. 
Nu var turistturen i gang og han kom også med til Klitmøller Cold Hawaii, hvor der var godt med SUP’ere på de stille bølger og det alsidige liv på stranden og marinaen, hvis man kan kalde det det. Fascinerende med de to guldflækker her i Thy. Dominik var på vej hele vejen op ad kysten, så han skulle også forbi Hanstholm, så han kørte os direkte til eventet. Vi takkede for godt selskab og det gyldne lift og gav ham den sidste af 5 fiskefrikadeller med som kortvarigt souvenir.
At rejse sammen
I dag oplevede vi flere forskellige kulturelle møder, og jeg vil tage udgangspunkt i mødet på tværs af forskellige aldre. Der var som nævnt de både søde og stolte frivillige i Lodbjerg Fyr, som fortalte om stedet og bevaringen af alt det gamle i alt det nyrestaurerede. Desuden overværede vi en meget fin seance i Hurup, da en meget ældre herre skulle ud af toget med sin stok. Han havde tydeligvis brug for hjælp af flere og det fik han hurtigt. Måske kan man i sidstnævnte snakke om en sprække i hverdagen, hvor der sker noget ud over det sædvanlige. Det er ikke hver dag, at en ældre herre med stok begiver sig ud i tog, hvor han tydeligvis skal have hjælp for at komme ind og ud. Jeg har ofte tænkt på det i togene i julen, når der er forsinkelser. Her begynder folk at snakke med hinanden. Der opstår en sprække, hvor der gror noget. Hvis alting kører som det plejer er der ikke behov for at snakke om noget. Eller jo det er der, men det opstår bare ikke så naturligt. Så jeg vil hermed opfordre alle til at benytte disse sprækker mere til at komme i snak. Jeg tænker lidt blafferi som en sprække i hverdagen. Det er noget udover det sædvanlige, noget som er sjældnere. Folk studser og bliver nysgerrige og begynder at fortælle om historier de har hørt om blafferture eller deres egne for år tilbage. Det er en fortællestarter. Alle sprækker er potentielle samtalestartere.
Måske er ordet forundringsparat godt at hive ind her. Når man blaffer er man forundringsparat. Alt kan ske og man bliver ikke skuffet over noget. Måske kun, hvis man ikke bliver taget op, men det sker ikke så tit. Alt hvad der kommer ens vej, griber man naturligt med kyshånd, fordi det er indstillingen. Verden er åben og man har paraderne nede. Jeg er indstiIlet på at komme på afveje, så jeg bliver ikke skuffet som i andre transportmidler, hvis der kommer én hen og sætter sig og jeg lige har åbnet en god bog, som jeg længe havde glædet mig til at dykke ned i i den tid jeg nu var i her i den kollektive transport. Den er ikke indstillingsmæssigt så defineret som blafferrummet. Derfor, hvis man havde sat sig i hovedet, at man skulle læse en bog eller høre en podcast eller kigge ud af vinduet, og så der kommer en yderst snakkesalig og i grunden venlig type, som stiller spørgsmål og snakker, så kan det konfliktuere med, hvad man havde forventet. Hvis man ikke lige formår at være ærlig og sige luk på en kærlig måde. Kan jeg have ret i det her? Gomore prøver at løse denne udfordring med, at man kan klikke forventninger af inden man booker et lift – vil man fx snakke, høre musik, have sin hund med. Jeg ved ikke om det virker. Det er et interessant forsøg og de forsøger at løse udfordringen teknologisk, men jeg tror ikke nødvendigvis, at det er fyldestgørende. Nå det var en tangent. Lad mig høre, hvis I har noget at tilføje.
Tak til Maria for hyggeligt selskab og tak for lifts – vielen Dank – tak for altid nysgerrig ankomst ved de mange endestationer fra NTs søde folk og tak for gode timer til den altid gode mand Mathias, fotograf på alle fronter. Vi ses i flere egne af Danmark 🙂
