På Café Svampen sad Majbritt, også kaldt Majer der var nemmere at udtale for de udenlandske venner, med et rødt silketørklæde rundt om sit opsatte hår. Hendes rynkede ansigt tydede på en gammel dame, men hendes latter og entusiasme, når hun fortalte en historie pegede i retningen af en ung pige. Med en joint i venstre hånd begyndte hun sine fortællinger…
Majbritt har boet i Thylejren de sidste tredive år. Hun har mærket på egen krop, hvordan tiderne har skiftet, og hvordan lejren har ændret sig. Den er blevet bedre, synes hun. Da hun blev medlem af Thylejren var der mange hårde stoffer, det er der ikke længere. Majbritt har opdraget fem børn alene, og klaret sig i lejren uden el og rent vand. Da hun var gravid måtte hun gå flere kilometer for at få rent vand. Det lærte hende for alvor at stå på egne ben og blive en selvstændig kvinde. I Thylejren har hun lært at være selvforsynende på mange måder, hvor hun har bygget sit eget hus af bæredygtige materialer, syet og strikket sit eget tøj af uld, hun selv har spundet og snittet sit eget bestik.
Før Majbritt blev medlem af Thylejren var hun vidt omkring, hvor hun blaffede rundt i hele Europa alene. Det var egentlig ikke meningen, at hun skulle blaffe alene, men hendes veninde forlod hende, og så stod hun der alene et eller andet mærkeligt sted. Hun blaffede til Paris, hvor hun bosatte sig et stykke tid, lærte fransk sprog -og kultur.
Majbritt synes, at nutidens ungdom er pakket ind i vat. De kender ikke til den barske virkelighed, som hun gør. De kan knap nok koge et æg. Hun er bekymret for ungdommens fremtid, der ifølge Majbritt lever alt for isolerede liv og glemmer at have fokus på fællesskabet. Fællesskab er noget af det vigtigste at være en del af. Man bliver klogere af at tale sammen og bedre mennesker af at hjælpe hinanden.