Blaffernationen på researchtur i Tyskland og i Sønderborg


Blaffernationen har været på Researchtur i Sønderjylland og Nordtyskland for at undersøge hvordan andre er gået til opgaven med at etablere blafferstoppesteder af forskellig slags. Vi har besøgt Sønderborgs Kør-Mæ-Bænke, Flensborgs Mitfahrbänke og Kiels Trampstelle. Alle tre projekter var for vidt forskellige og interessante på hver deres måde. Vi har lært en masse om etablering af blafferstoppesteder og har fået nogle nye venner og samarbejdspartnere for fremtiden.

Mitfahrbänke i Nordtyskland

I Schleswig-Holstein mødte vi den vildt seje klima og energi græsrodsbevægelse Boben Op, som har lavet intet mindre end 52 Mitfahrbänke i og omkring Flensburg. De har lavet et rigtig flot koncept med en bænk, en pæl og op til fem forskellige destinationer man kan vippe op. Dette koncept har de så tilbudt samtlige landsbyer i området og det har ført til et stort netværk af blafferbænke. Vi var I Hürup og snakke med to fra foreningen og se den aller første af deres flotte bænke. De var vilde og effektive og vi glæder os meget til at vende tilbage og forhåbentligvis lave en kampagne sammen med dem til næste år, når det er 100 året for Genforeningen af Sønderjylland.

Kør-Mæ-Bænke i Sønderborg

Sønderborg Kommune har ladet sig inspirere af deres naboer mod syd og har også opsat Kør-Mæ-Bænke, som de kalder dem. Her var grundlaget et stærkt samarbejde mellem kommunen og de gamle Landsbylaug, som stadig er enormt aktive. De har i fællesskab arbejdet med mobilitet i landområderne og lavet forskellige projekter med fælles bybusser, dele-elbiler og meget andet, og nu er turen kommet til blafferstoppesteder. De har indtil videre opsat 12 Kør-Mæ-Bænke sammen med tre af landsbylaugene, men desværre blev deres skiltning ikke godkendt af Vejdirektoratet. Det kan vi garanteret hjælpe dem med når de nye “blafferstoppested”-tavler forhåbentlig bliver godkendt af Vejdirektoratet til næste år.
Da vi var ude og se på bænkene fik vi da også lige prøvet dem af og fik et lift tilbage til Sønderborg, som I kan se på billedet til venstre.

Trampstellen i Kiel

I Kiel har kommunen opsat et officielt blafferstoppested på vejen ud af byen – det er i stil med dem Blaffernationen har lavet i København. Det var mega godt placeret og vellavet med masser af plads til at holde ind, cykelparkering og en klar afgrænsning fra de omkringliggende p-pladser. Vi er stadig i gang med at få fat i nogen fra kommunen, der kunne fortælle os mere om den proces de har været igennem, så vi kan lære endnu mere. Hvis I kender til nogle kontakter, så giv os endelig et tip.

På universitetet i Kiel har de også opsat fire trampstellen eller blafferstoppesteder internt på campus. Idéen er at de studerende kan tage tomlen fra den ene ende af campus til den anden og dermed spare en gåtur og lære hinanden lidt bedre at kende.

 

Det var vildt fedt at komme rundt og se de forskellige projekter og vi glæder os meget til at bruge de mange gode idéer vi har fået til at lave flere og bedre blafferstoppesteder rundt om i Danmark og ikke mindst eksperimentere med fællesskaber og kampagner omkring den her nye infrastruktur til spontan samkørsel. Det er i hvert fald det, som vi har erfaret, der mangler rundt omkring og ikke mindst i Danmark. Det arbejder vi meget målrettet på i den her tid med vores nye projekter i Roskilde og Næstved.

Researchturen var en del af Blaffernationens projektsamarbejde med Næstved Kommune, som er støttet af MOVIA og Region Sjællands pulje Kollektiv mobilitet på Landet. 

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *