Skrevet og blaffet af Thomas, Søren og Frederik
Under vores tur Nordjylland Rundt på Tomlen mødte vi mange mennesker, som gjorde indtryk på os, på mange forskellige måder. Heriblandt Keld og Lotte som kørte os fra Thisted til Ask fra Ashøj. Parret samlede os op i et kryds i udkanten af Thisted, hvor Lotte hurtigt opdagede og udpegede os til sin mand, Keld. Deres åbenhed, engagement og venlighed kom hurtigt tydeligt til udtryk. Keld og Lotte havde været på svampejagt i Nationalpark Thy, og da de samlede os op, skulle de tilbage til deres sommerhus i Skyum. Derfor kunne de kun køre os noget af vejen til Ashøj. Deres åbenhjertighed skinnede dog igen igennem, idet de tilbød os at tage med til deres sommerhus, hvorefter de kunne køre os det resterende stykke til Ashøj, når de havde pakket sommerhuset ned.
På trods af at vi en halv time forinden var komplet fremmede, var vi pludselig inviteret ind i deres private sfære.
Konkurrencen gjorde tydeligvis indtryk på Keld, da der, for ham, gik sport i at vi indsamlede så mange point som muligt. Vi kørte havetraktor, tog opvasken og hejste Dannebrog (som var en del af pointspillet). På vej til vores destination Ashøj, flød dialogen naturligt og Keld og Lotte fortalte uopfordret historier om deres eget liv, deres familie og området – heriblandt fortællingen om John Lennon og Yoko Ono. Lotte fortalte flittigt om hendes karriere som Psykoterapeut og Socialrådgiver, mens Keld fortalte anekdoter om hans karriere som eksportchef/salgschef, hvor han har rejst rundt i store dele af Mellemamerika og Afrika.
Da vi ankom til Ask fra Ashøj, var det derfor en smule vemodigt at turen havde nærmet sig sin afslutning.
På trods af at vi få timer tidligere var totalt fremmede, føltes det nu som om vi var nære bekendte.
Refleksioner og metode:
Det vi tager med videre i livet er, at man bliver overrasket over hvor søde, venlige og imødekommende fremmede mennesker er. Desuden også hvilke muligheder, der åbner sig, hvis blot man tager en chance og går udenfor sin “comfort zone” og grænser. Det er også tydeligt for os, at det at opleve noget er sjovere, når man fælles om det.
Tilbage til hovedsiden for Dronninglund Gymnasium


