Spejdere på Spejdernes Lejr 2022 byggede kæmpe tommeltotskulptur og samtalemøbler af affaldstræ


Blaffernationen afviklede i samarbejde med Spejdernes Lejr 2022 og multikunstner Mikael Hallstrøm en fælles byggeworkshop, hvor alle deltagere på Spejdernes Lejr 2022 sammen skabte kunstneriske blafferskulpturer, samtalemøbler og konstruktioner af forskellig art med fokus på samtaler og mødet mellem fremmede. Lejren var i Hedeland Naturpark, som både ligger i Roskilde, Greve og Høje Taastrup Kommuner. 

På Scout Out-området, som er de ældste spejderes område på den kæmpestore lejr, hvor der hvert 4. år kommer 40.000 spejdere og 20.000 andre gæster og deltager, byggede Blaffernationen sammen med en masse spejdere en kæmpestor tommeltotskulptur, som skulle sætte fokus på fællesskab, fremtid og møder mellem fremmede mennesker. Det skaber tillid at bygge noget sammen, og tillid er kernen i blafferiet, så det ville vi gerne sætte fokus på. Udover den store tommeltot byggede vi sammen en masse små samtalemøbler og en ret så lang slangebænk, så forskellige spejdere fra forskellige lande i verden kunne komme og bygge et modul af ad gangen. Den endte med at blive ca 20 meter lang og blev slæbt ind i fællesskab i teltet, hvor Carsten fra Blaffernationen holdte en samtaleworkshop / blafferforedrag om rejser på tomlen og potentialerne for samfundet, kloden og os mennesker ved at rejse klimavenlig, socialt og lokalt.

 

Konstruktiv BØVL, affaldstræ og genbrugte skruemaskiner

Blafferforedraget havde også tematikken BØVL, da bøvl på én eller anden måde er en naturlig del af den grønne omstilling. Det er bøvlet at skulle gøre alle de ting, som er gode for kloden. Fx at affaldssortere, at købe brugt, at gro egne grøntsager og ikke mindst at stige ind i fremmede biler uden at ane, hvornår man kommer frem og med hvem. Bøvl var også indirekte tematikken for byggeworkshoppen, fordi al træ var affaldstræ og venligst doneret fra alt fra naboer til Tømmeruddannelsen EUC Sjælland, Affaldplus’ genbrugspladser, Tømrervirksomheden Sparre Håndværk, Altan.dk og ikke mindst en særlig tak for det gode samarbejde til Kent Fonseca fra STARKs Gentræs-projekt, som donerede en masse affaldstræ fra byggepladser rundt omkring i landet. Deres koncept går ud på at opsamle brugt træ fra diverse byggepladser, som de renser og til sidst gensælger i deres butikker for at komme spildet i byggebranchen til livs. De gør det ved at opstille et bur på byggespladser, som koster lidt mindre for entreprenøren end en affaldscontainer, som bare sender træet til forbrænding eller til flisproduktion. Det er megagodt tænkt og én af vejene frem for byggebranchen.
Tilmed var al værktøj enten lånt eller købt på DBA eller i genbrugsbutikker, som vi havde brugt ugerne op til på at indsamle. Vi havde i alt 14 bore-/skruemaskiner til alle byggeholdene som løbende dryssede ind, og en boremaskine er i gns i brug i 18 minutter i dens levetid. Det nemmeste ville have været bare at købe alt nyt – både træ og maskiner – men det ville også være dyrere og ikke mindst unødvendigt og bonus var, at vi mødte alle de mennesker rundt omkring, som solgte deres gamle værktøj og gav os en historie med om ophavet og hvad det havde bygget. Fx var vi forbi i en kolonihave i udkanten af Roskilde og hente en Makita-maskine, hvor (voksen)datter og far boede sammen i kolonihaven, som faderen selv havde bygget med selvsamme boremaskine. Fortællinger frem for forbrug.
Det eneste vi købte nyt til anledningen var skruer og et par arbejdshandsker, så helt hellige er vi heller ikke. 

Baggrunden for at bygge kunstneriske blafferstoppestedsskulpturer:
Blaffernationen har bygget forskellige kunstværker rundt omkring i landet, som både har fungeret som rigtige blafferstoppesteder plus som en slags symboler for blafferi og samtaler mellem fremmede. I blafferbilerne møder man fremmede mennesker og får en god oplevelse samtidig med man kommer frem til sin destination. Derudover bruger man de pladsressourcer, der allerede kører (der er 1,3 person i gns. i alle biler i DK og oftest ‘færre’), så med workshoppen sætter vi fokus på, at man kan komme klimavenligt frem via tomlen.
Princippet for byggeworkshoppen er også, at der udelukkende benyttes affaldstræ, så der er sammenhæng mellem brugen af ressourcer (materialeressourcer i verden og pladsressourcer i bilerne).

Samtaleworkshop og inspirationsoplæg:
Inspirationsoplægget til slut på dag 2 handlede om at blaffe Danmark rundt i 18 år, mødet mellem fremmede mennesker og grøn omstilling, og om blafferi/spontan samkørsel, grøn mobilitet og klimavenlig turisme. Carsten delte om sine oplevelser og værdien ved at rejse spontan og transportere sig på tomlen rundt i alle afkroge af Danmark, men deltagerne var selv meget aktive med at dele egne erfaringer.

Inspirationsoplægget blev kombineret med en samtaleworkshop, hvor alle mulige sjove samtaleøvelser blev afprøvet, så flere fik snakket med hinanden på kryds og tværs end dem, de normalt ville snakke med. I blafferbilerne møder man alt fra karateinstruktøren, healeren, naturvejlederen, direktøren for den store virksomhed, den polske håndværkeren eller et jehovas vidne, så man lærer at møde mennesker med nysgerrighed og et åbent sind, når man blaffer. Til sidst i workshoppen afprøvede vi formatet Urban Hitchhiking, som handler om at gå en tur med et menneske, som man ikke tidligere har mødt, mens man taler om et emne, man selv er inspireret af. Alle producerede dermed en slags blafferskilte med deres favoritemne, hvorefter topersonersgrupperne blev inddelt på baggrund af det tema. Herefter bevægede spejderne sig rundt på pladsen på gåtur i løs samtale.

Håbet var at skabe møder på tværs mellem deltagerne, men også at inspirere til lavpraktisk grøn omstilling ved fx at køre sammen på vej hjem fra Spejdernes Lejr eller bygge af affald eller købe brugt næste gang man skal skabe noget.

 

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *