Mod NORD
Vi blev sat af ved et blafferstoppested på Køgevej i Næstved af Lars. Lars kone, Birgitte, samlede os op dagen før, og tilbød os husly og mad hos dem. nu er vi alle tre friske og udhvilet, spændt på hvad dagen bringer os i det eventyr som vi er blevet sat ud i. Vi trækker vores Hillerød-skilt frem, og stikker tomlen ud til den store dynge af biler, der kører op mod motorvejen, formentlig på vej til arbejde. Vores mål er at nå op til Liseleje, og tilbage til Roskilde inden kl. 16. Tiden går, og jeg kigger på mit ur for ottende gang. Vi har nu stået her i 45 minutter, og det eneste vi har mødt er nogle få tilråb, rystende hoveder og uforståelige håndtegn. Jeg ser tre personer gå mod os med store papskilte i hånden. Jeg genkender hurtigt bøllehatten på den ene person, og det går hurtigt op for mig, at det er nogle af vores højskolevenner. Selvom det kun er 20 timer siden vi tog af sted, føltes det som om at jeg ikke havde set andre velkendt ansigter end min egen gruppe i flere dage. De ser trætte, men optimistiske ud. Vi ser friske, men knap så optimistiske ud. Vi hilser på dem, og jeg får helt lyst til at høre alt om deres rejse, og fortælle om vores egen, men jeg er fokuseret på vores mission om at komme videre. Vi skal bare bruge en venlig person til at holde ind, og det er aldrig til at vide hvornår den person kommer forbi. Vores venner går videre for at blaffe længere oppe ad vejen. Vi har stået her i en time og jeg spørger Imani for fjerde gang om vi står på den rigtige side af vejen. Imani kigger på maps igen, og Hillerød har sjovt nok ikke flyttet sig siden, vi blev sat af. Jeg begynder at mærke en mindre frustration, og samtalen i gruppen er heller ikke lige så flydende, som den startede med at være. Vi skifter mellem vores Hillerød, Køge og Nord skilt. Vi beslutter os for at blaffe mod Roskilde, så vi er sikre på at nå tidsgrænsen. Imani har fået en besked fra den anden gruppe om, at de allerede er blevet samlet op, så vi går derhen, hvor de stod. Jeg kigger på uret. Vi har været i Næstved i to timer og nu begynder det at trække op til regn. En bil holder ind til side. Vores Eufori er ikke til at tage fejl af. Hun sætter os af på en rasteplads på motorvejen. Hvor længe skal vi så stå her, tænker jeg. Efter 30 sekunder holder en bil ind, som skal til København. Vi sætter os ind og ca. halvvejs, beslutter han sig for, at han gerne vil sætte os af i Roskilde. Endelig tilbage. Vi sætter os med nogle af de andre elever, og vi snakker om hver vores eventyr. Jeg sætter min mobil til ladning, og der tikker over 200 beskeder ind med det samme. Det har været alle vores lange venteperioder værd!