Jeg blaffer ikke, fordi det er gratis. Men fordi det er hyggeligt at møde nye mennesker, og fordi det er så nemt i Danmark. Jeg har aldrig stået mere end en halv time i Danmark og normalt højst 15 min. Jeg er flere gange kommet frem hurtigere end, hvis jeg havde taget toget. Folk er imødekommende, søde og næsten alt for gavmilde. Jeg har flere gange oplevet, at folk ville give ting til mig, da jeg stod af. Det føltes lidt mærkeligt, når de lige havde kørt mig meget langt. Min erfaring siger mig, at det er nemmere at blaffe i Danmark end i andre dele af Europa, da folk her stoler mere på blaffere. I modsætning til hvad mange tror.

Mig og min søster var på vej til Prag og havde egentlig aftalt ikke at køre med lastbiler. Men vi var virkelig strandet på den rasteplads i Tyskland da en trucker med skægstubbe og racersolbriller kom hen og spurgte på gebrokkent tysk, hvor vi skulle hen. Det viste sig vi skulle samme vej, og han virkede virkelig flink – så vi tog med. Han var først lidt genert da vi sad i bilen, men fortalte begejstret om sin mor, hendes mad og deres smukke hjemby i Polen. Ja, han inviterede os med hjem, og vi overvejede det da, men alligevel endte vi med at hoppe af på en rasteplads da han drejede fra mod Polen. Men altså, der er vildt fedt, for når man blaffer bliver transporten en oplevelse i sig selv.

Jeg står altid og håber på, at de fede øser holder ind, men det sker så sjældent. Men engang ved Vissenbjerg stoppede den lækreste gule Porsche. Nypoleret, bløde former og med læderindtræk. Manden var stenrig og på vej til at flytte til Dubai, da han ikke kunne lide den danske vinter. Da vi holdte ved min destination i København, sagde han, at jeg var velkommen til at komme og besøge ham og hans kone i Dubai. Han gav mig sit visitkort, som var en decideret guldrandet mønt. Jeg er aldrig kommet til Dubai, men jeg fik brugt mønten, da jeg et par dage efter opdagede, at jeg havde glemt mine nøgler i bilen.